Beskrivelse
Det gode skoleliv giver børn lyst til at være og lære sammen med andre, men for børn med ADHD og/eller autismespektrumsforstyrrelser (ADHD/ASF) kan det være udfordrende at opnå dette på grund af skolens krav og undervisningens form. Forskning viser, at børn med ADHD/ASF generelt trives dårligere end deres jævnaldrende. Projektet fokuserer på kroppens og bevægelsens rolle i det gode skoleliv for børn med ADHD/ASF.Vi undersøgte, hvordan bevægelse anvendes i pædagogisk praksis i specialklasser, og hvilke særlige didaktiske overvejelser det pædagogiske personale gør sig i denne kontekst.
Projektet tager afsæt i en forståelse af bevægelse som en grundpræmis for børns eksistens. Når børn bevæger sig, bruger de deres kropslighed og sanselighed, som fundament for at skabe meningsfulde forbindelser til det faglige indhold, deres medmennesker og omverdenen. Med afsæt i denne bevægelsesforståelse trækker vi på Hartmut Rosas teori om resonans, hvor sanselige erfaringer er afgørende for, hvordan vi opfatter og reagerer på verden.
Undersøgelsen er baseret på kvalitative metoder, herunder deltagerobservationer og interviews med lærere og pædagoger i fire specialklasser for elever ADHD/ASF-diagnose.
Gennem undersøgelsen så vi børnene bevæge sig mellem anspændthed, engagement, modstand og indlevelse. Én pregnant oplevelse, hvor flere elevers kropslige reaktioner fremstod tavse og fremmedgjorte, ledte os til fokus på resonans. Fra et åbent og induktivt perspektiv skiftede vi fokus til, hvornår og hvordan resonanstrådene udtrykkes i pædagogisk praksis. Særligt blev vi
optagede af at forstå det pædagogisk paradoks, der opstår mellem personalets
specialpædagogiske grundforestillinger om struktur og de betingelser, som Rosa beskriver som grundlæggende for trivsel. Spændingen mellem kontrol og kaos rejser spørgsmål om, hvordan kontrol skaber tryghed uden at hæmme kropslige og emotionelle aspekter af læring. Bevægelse kan være nydelse og aflastning, men også udvikle socialt og affektivt potentiale. Personalet prioriterede ofte bevægelse til at sænke arousal og undgå affektsmitte. Denne tilgang kan dog
underminere elevernes kropslige sansning og evne til at reagere på stimuli, essentielt for selvforståelse og interaktion.
Analysen peger på behovet for en kropsligt forankret og kontekstspecifik pædagogik for børn med ADHD/ASF, som (kommende) lærere, pædagoger og psykomotoriske terapeuter kan anvende og som åbner for nye samværsformer for børn og fagprofessionelle.
| Periode | 23 okt. 2025 → 24 okt. 2025 |
|---|---|
| Begivenhedstitel | NUBU Forskningstræf 2025 |
| Begivenhedstype | Konference |
| Placering | AarhusVis på kort |
Emneord
- specialundervisning
- resonans
- Børn og unge