Af Steen Nepper Larsen:
“Pasgaard skriver, at udgangspunktet for al pædagogik og undervisning ”er formål, der giver plads til spørgsmål, som vi ikke selv har stillet, men som vi er stillet i.” Og han fortsætter med at sige, at lærerens og pædagogens opgave er ”at rette børns og elevers opmærksomhed mod verdens ting, ikke som kolde og hårde facts, men som levende ting.” Således er hverken læreren eller børnene kompetente – og de stræber heller ikke efter at indløse eller fremvise særlige kompetencemål; snarere er de undersøgende, nysgerrige, spørgende og eksperimenterende i en verden, som læreren heller ikke har styr på eller kender på forhånd. Ifølge Pasgaard drejer skolens formål sig ikke om at sikre eleven det højst mulige og målbare individuelle læringsudbytte, men snarere om at sikre den opvoksende generation en mulighed for fordybelse i verden og i stoffet – og for en fri udfoldelse i fællesskab.
Ønskeligt ville det være, om politikere og planlæggere læste flere bøger af denne art, momentvis lod sig anfægte og fremfor alt deltog i drøftelser med forskerne i levende offentligheder.”