Bevægelsesfrihed

Bevægelsesfrihed er et svært fænomen at definere og afgrænse, men det gør det ikke mindre vigtigt.
Vores oplevelse af at være frie til selv at kunne bestemme vores bevægelser, er afgørende for at udvikle et meningsfuldt forhold til bevægelsesaktiviteter. I det lys er det helt essentielt, at bevægelsespædagoger har sans for at understøtte børns bevægelsesfrihed (Kretchmar, 2000, p. 24; Standal, 2015; Whitehead, 2007).
Vi er derfor interesserede i at undersøge, hvordan man understøtter børn og unges bevægelsesfrihed i bevægelsespædagogiske kontekster.
I vores undersøgelse trækker vi på Gert Biestas begreber om subjektifikation og verdenscentreret uddannelse (2022). Biesta foreslår med sit subjektifikationsbegreb, at frihedsskabende undervisning handler om at give børn en chance for at eksistere som subjekter, men også at nægte dem tilfredsstillelsen ved blot at være passive modtagere af undervisningens indhold. Biesta foreslår også, at frihedsskabende undervisning bør være verdenscentreret frem for elevcentreret eller læseplanscentreret.
Biesta foreslår endvidere, at frihedsskabende undervisning ikke først og fremmest opnås via instruktioner og forklaringer, men et spørgsmål om at pege (Biesta 2022, 75-82), røre og sanse (Biesta 2022, 94-95). Biestas almene pædagogiske betragtninger giver dog kun sporadiske beskrivelser af, hvordan frihedsskabende undervisning kan tage udgangspunkt i den direkte sanselige ’dialog’ mellem deltagernes kroppe, fx under deltagernes fælles bevægelse i forbindelse med bevægelsesaktiviteter/-undervisning.
Med vores undersøgelse ønsker vi at udfolde og uddybe betydningen af denne dimension ved arbejdet med børns bevægelsesfrihed. Vi trækker bl.a. på enaktiv kognitions-teori (De Jaegher & Di Paolo 2007) som viser, at interaktioner mellem mennesker samreguleres på et interkropsligt/interdynamisk niveau (De Jaegher & Di Paolo 2007, s. 493), hvilket betyder at selve interaktionsprocessen/mellemværendet bliver direkte medbestemmende for, hvordan deltagerne handler. Teorien viser, hvordan mellemværendet således opnår sin egen frihed (De Jaegher & Di Paolo, 2007, p. 492), hvilket betyder at man kan opleve, at mellemværendet vil noget med én (De Jaegher & Di Paolo, 2007), og måske begynder at lege med én. Dette kan ses som et tegn på at man bliver fordybet én i proces-sen på en dybt meningsfuld måde. Det peger på, at bevæ-gelsesfrihed ikke bare er et subjektivt, men intersubjektivt/-kropsligt anliggende, hvor tab af kontrol og individuel frihed synes at være en del af forudsætningen for, at man oplever sig fri (og kan bevæge sig frit).ed fænomenet bevægelsesfrihed og bevægelsespædagogiske arbejde hermed.

Med undersøgelsen er vi nysgerrige på: Hvordan kan man forstå begrebet ’bevægelsesfrihed’ i et enactivt og eksistens-fænomenologisk perspektiv, og hvad det fortæller os om, hvordan man kan arbejde med børn og unges bevægelsesfrihed i en bevægelsespædagogisk kontekst?