Fattigdom og afsavn som perspektiv i børne- og ungesager: inddrages det i problemforståelsen og hvordan handles der i børne- og ungeforvaltningerne?

Formålet er at undersøge hvorvidt fattigdom eller afsavn (Larsen og Müller, 2015) inddrages som perspektiv i problemforståelsen, når der arbejdes med udsatte børn, unge og deres familier i Syd- og Sønderjylland inden for myndighedsområdet.

Baggrunden herfor er udsprunget af, at der i senere år, været et sort fokus på udviklingspsykologien som dominerende diskurs i det sociale arbejde med børnesager (Bjerre, 2019). Med ICS som metodisk grundlag ligges der desuden åbenlyst meget vægt på en systemteoretisk- og udviklingspsykologisk problemforståelse, lige såvel som at der i Servicelovens bestemmelser ikke findes mange muligheder for at afhjælpe økonomisk trængte børnefamilier. Samtidig ligges der optil at der skal arbejdes med en helhedsorienteret tilgang, hvori det må antages at strukturelle vilkår og konkrete økonomiske rådighedsbeløb også får betydning for såvel voksne og børns trivsel og evne til coping - herunder at håndtere forældrerollen (Müller m.fl., 2010). Desuden peger meget på, at børnefattigdom kan medføre eksklusion fra fællesskaber og at det er forbundet med stigmatisering og skam, der ligeledes påvirker børn som voksnes selvbillede (Larsen og Müller, 2015).
Trods denne viden finder Johansen (2016), at socialrådgivere bevidst udelader at inddrage fattigdomsperspektivet, da de ikke opleve at kunne handle på det (Johansen, 2016). Samtidig argumenteres der for, at der er en sammenhæng mellem omsorgssvigt og relativ fattigdom (Johansen, 2016 – forskningsoversigt)