Kommuner og civilsamfund i mødet med statslige forsøg på at fremme social innovation

Både statslige og kommunale civilsamfundsstrategier har de seneste årtier udtrykt forventninger om, at den offentlige sektor inddrager civilsamfundet mere i velfærdsproduktionen. De seneste år er forventningen blevet indarbejdet i lovgivning og er dermed gået fra at være forventninger til krav. Det seneste eksempel er den nye ældrelov (2025), der dels pålægger landets kommuner at sikre den enkelte ældre (civile) borger mere selvbestemmelse. Dels pålægges kommunerne at intensivere samarbejdet med civilsamfundet forstået som pårørende, lokalsamfund, og frivillige sociale foreninger. Man kan se udviklingen som et statsligt forsøg på – top-down – at anspore (for ikke at sige fremtvinge) sociale innovation. Ikke blot i form af nye samarbejdsflader mellem civilsamfundet og kommunen. Der ligger også i værdierne bag loven et oplæg til en fornyet kritisk drøftelse af ansvar og magt mellem kommune og borgerne, pårørende og det civile lokalsamfund og sociale foreninger.

Med interesse for hvordan et sådan top-down forsøg på at anspore social innovation modtages og omsættes i kommunerne undersøger projektet gennem interviews hvordan et antal række kommunale chefer, ledere og nøglemedarbejdere i østjyske kommuner fortolker og søger at omsætter lovens intentioner om en øget inddragelse af civilsamfundet. Vigtigst foretages aktionsforskning i Assens kommune, hvor forsker og kommune i fællesskab initierer konkrete forsøg at gøre en gruppe kommunale medarbejdere i ældreplejen til brobyggere, der involverer frivillige og andre ressourcer i det civile lokalsamfund til gavn for ældre og deres rehabilitering. Altså følges et konkret forsøg på at omsætte ældrelovens intentioner i en konkret praksis, der bl.a. udfordrer sektor-grænser og professionelles identiteter.