Kropslig dannelse i børnehaven

Der har næppe nogensinde været så meget opmærksomhed rettet mod børn og unges kropslighed som i disse år. På den ene side har der fx været bekymring for et stigende antal overvægtige børn og en udstilling af kroppe og kropslige idealer fx via sociale medier. På den anden side er skolereformens indførelse af 45 minutters motion og bevægelse om dagen, daginstitutionernes læreplansmål og børns deltagelse i idrætsaktiviteter i fritiden forskellige eksempler på, at forældre, pædagoger og lærere som omgås børn i hverdagen på forskellig vis gør noget for, at børn skal bevæge sig.
Motivationen for indførelsen af motion og bevægelse er imidlertid ofte båret af instrumentalistiske rationaler. Bevægelsesaktiviteterne skal bidrage til at skabe en mere varieret institutionsdag, skabe øget sundhed og fremme børnenes trivsel og motivation for læring. Effektstudier kan påvise evidens for, at fysisk aktivitet bidrager hertil (Pedersen et al., 2016). Kroppen indskriver sig herved som en del af det test-, maksimerings- og konkurrencestatsparadigme som er blevet en dominerende diskurs også i pædagogiske kredse. Bevægelsesaktiviteter tilrettelægges på et evidensbaseret grundlag, så den sikrer en sund og faglig dygtig næste generation. Det er ikke alene en dansk udvikling, men en tendens der kan spores i hele den vestlige verden.
Der er i den angelsaksiske verden en begyndende interesse for begrebet ’Physical Literacy’ (PL) (Whitehead 2001 og 2007), der betegner den enkeltes evne til at ’læse’ (forstå) og ’skrive’ sig ind (begå sig) i varierede bevægelseskontekster. PL handler i første omgang om de kompetencer som man skal mestre for at beherske diverse bevægelsesmæssige sammenhænge og kan således læses som et begreb der anskuer bevægelse for bevægelsens egen skyld. I stedet for at betragte kroppen som en maskine der med den rette dosering af fysisk aktivitet kan bidrage til størst mulig læring, tilstræbes det med PL at se kroppen i et mere holistisk perspektiv ved at fokusere på den levede krop og kropslige dimension af eksistensen.
I tillæg hertil findes der tilgange, der forstår krop og bevægelse som et oprindeligt og grundlæggende aspekt ved menneskelige dannelsesprocesser (Bietz 2005). Dannelsesprocesser opstår således først og fremmest ud af den kropslige meningsskabende interaktionen mellem mennesket og verdenen. Det betyder, at menneskelig individualitet og kropslighed er et produkt af en livspraksis, der er præget af kulturelle former og sociale forhold. Omvendt påvirker individuel kropslig livspraksis ligeledes samfundsmæssige strukturer og kulturelle udtryksformer (Bourdieu 2001; Gebauer & Wulf 2001). Således er mennesket medskaber og (med)forandrer af sociale og kulturelle forhold. På grund af disse vekselvirkningsprocesser får menneske-verdens-relationen sin dynamik og den menneskelige eksistens en social og kulturel dimension. Menneskets kropslighed og bevægelse i høj grad kulturbetinget og underlagt historisk foranderlighed (Scherer & Bietz 2015, Grupe 1989). Set i dette lys er bevægelseskompetence forudsætningen for at dannelse kan finde sted. Bevægelseskulturelle former stiller en muligheds- og betingelsesrammen til rådighed inde for hvilke både bevægelseshandling, læring og dannelse udvikles (Scherer & Bietz 2015).
Ved at forstå dannelsesprocesser som værende grundlagt i menneskets kropslig forankring, bliver dannelse er ikke kun et spørgsmål om at påvirke et barns tanker og forestillinger, men også om at påvirke dets måde at bevæge sig og begå sig i konkrete kulturelle praksisser, som fx fodboldspillet, samt interagerer med de sociale koder og former som kendetegner disse praksisser. Det understreger vigtigheden af ikke blot at tage fat i og udvikle barnets rationelle forståelse for samfundets kulturelle praksisser, men først og fremmest udvikle barnets kropslige forankring i forhold til disse praksisser.
Vi finder det vigtigt udforske kropslig og bevægelsesmæssig dannelse i børnehaven, fordi denne sektor i disse år oplever stigende krav om rationalisering og systematisering af pædagogiske aktiviteter samt øgede eksplicitte krav til, hvad børnene skal kunne – også når det gælder bevægelsesaktiviteter. Denne tendens kan komme til at overskygge den kropslige opmærksomhed og kropslige interaktion som ser ud til at være et vigtigt aspekt af pædagogers arbejde med dannelsesprocesser. Målet med indeværende projekt er derfor at undersøge og sætte ord på den kropslige dimension ved bevægelsesmæssig dannelse i børnehaven. At undersøge dannelse som en kropslig proces handler således om at være opmærksom på, hvordan pædagoger arbejder med børnenes kropslige-sensoriske bevidsthed i forhold til bevægelsesaktiviteterne og hvordan de undervejs påvirker børnenes kropslige fornemmelser for normativitet og mening. Fornemmelser som kan blive vigtige incitamenter for børnenes fortsatte deltagelse og øvning i aktiviteterne (Kretchmar 2000; 2006). Erkendelsesinteressen og de empiriske undersøgelser i indeværende projekt retter sig ikke mod, hvordan pædagoger kan udvikle børnenes konceptuelle og rationelle forståelse for bevægelseskulturer eller deres specifikke tekniske kropslige færdigheder, men hvordan pædagoger kan påvirke børnenes sensoriske opmærksomhed under bevægelsesaktiviteter, så de oplever glæde ved at bevæge sig og lyst til at lære. Hvad skal der fx til for at et barn øver sig i stedet for blot at gentage en specifik øvelse?
På baggrund af dette er det hensigten med indeværende delprojekt at undersøge:

Hvordan man med- udgangspunkt i korte feltstudier af pædagog-initierede og -styrerede bevægelsesforløb i en dansk børnehave - kan forstå forholdet mellem pædagogers kropslige tilstedeværelse og børnehavebørns bevægelsesmæssige dannelse i børnehaven?

Med dette forskningsspørgsmål er det hensigten at stille skarpt på kropslige og mikropraktiske aspekter ved samspillet mellem pædagogen og børnene.
Vores undersøgelse tager udgangspunkt i en erkendelsesteoretisk tradition som lægger vægt på at den konkrete, partikulære, praktiske og kontekstbundne viden, som man kan skabe under etnografisk feltarbejde, er central for vores forståelse af mennesker og deres sociale verden (Madsen 2003; Hastrup 2003; Gulløv & Højlund 2003).
Den empiriske undersøgelse vil foregå i børnehaven-delen af en integreret institution, som ligger i en af Aarhus’ oplandsbyer. Børnehaven er normeret til ca. 60 børnehavebørn.