Livslang læring og realkompetence

Projektet vil bidrage med et forskningsbaseret bud på en forståelse af livslang læring og realkompetencer, samt bidrage med praktiske modeller til udviklingen af samme.

Skønt livslang læring har været på den uddannelsesmæssige og politiske dagsorden i en årrække, synes begrebet stadig at blive brugt i mange forskellige betydninger. Livslang læring kan opfattes som en strategi for individet, der kan optimere sine kompetencer. Det kan også opfattes som en strategi for uddannelsesinstitutionerne i forhold til at tiltrække nye typer af studerende, samt udvikle nye læringsmodeller. Samtidig kan det opfattes som en erhvervspolitisk agenda, der handler om at dreje almen dannelse i retning af praktisk kundskab. Overordnet set er feltet et ”politikum” (Salling Olesen 2002: 4), dvs. at det har at gøre med forskelligartede interesser, endog forskelligartede opfattelser af, hvad viden og læring overhovedet er, samt hvilke ansvar og forpligtelser den lærende har i forhold til samfundet.

Vi tager i vores projekt udgangspunkt i, at livslang læring og anerkendelse af realkompetencer foregår i et komplekst socialt rum. Livslang læring er således ikke blot en lineær progression, hvor man som individ gradvist dannes og udvikles. Livslang læring må også opfattes som diskontinuert, dvs. befindende sig i møderne og brudfladerne mellem forskellige interesser og kontekster (individ, uddannelsesinstitution, erhvervsliv/organisation, professionsidentitet, samfund, økonomi osv.). Vi ønsker i projektet at fokusere på disse brudflader, samt på den forskningslitteratur, der fra forskellige vinkler har berørt dette problemfelt.

Forskningsspørgsmål:

Kan man på baggrund af møder og brudflader mellem interesser og kontekster finde nye veje for livslang læring, samt anerkendelse af realkompetencer? Kan man skabe begreber og modeller for de tilfælde, hvor diskontinuiteten anerkendes, men også overkommes? Kan man tænke ”fælles zoner”, ”mødesteder” eller ”mulighedsrum”, hvor alle involverede interessenter kunne være villige til at lære og udvikle sig?

Vi ønsker at undersøge spændingen i brugen af begrebet om realkompetencer. Det er en spænding mellem en relativt snæver og summativ brug af begrebet, hvor realkompetencevurdering med henblik på adgang til en uddannelse, forkortelse af et studium eller et uddannelsesbevises for en hel uddannelse er i centrum. Og mellem et bredere begreb om realkompetencer, der fokuserer på forskelligartede vidensformer som vigtige og givende for en bedre forståelse for, hvad det overhovedet vil sige at have en profession. Denne spænding kan begrebsligt udtrykkes som forskellen på en ”realkompetencevurdering” (RKV) og et fokus på ”anerkendelse af realkompetencer”, hvor den sidste fordrer en forståelse af læring og viden, der går tættere på praksiserfaringer, og som fokuserer på samspillet mellem læringsarenaer og vidensformer.

Projektet vil bidrage med et forskningsbaseret bud på en forståelse af livslang læring og realkompetencer, samt bidrage med praktiske modeller til udviklingen af samme.

Skønt livslang læring har været på den uddannelsesmæssige og politiske dagsorden i en årrække, synes begrebet stadig at blive brugt i mange forskellige betydninger. Livslang læring kan opfattes som en strategi for individet, der kan optimere sine kompetencer. Det kan også opfattes som en strategi for uddannelsesinstitutionerne i forhold til at tiltrække nye typer af studerende, samt udvikle nye læringsmodeller. Samtidig kan det opfattes som en erhvervspolitisk agenda, der handler om at dreje almen dannelse i retning af praktisk kundskab. Overordnet set er feltet et ”politikum” (Salling Olesen 2002: 4), dvs. at det har at gøre med forskelligartede interesser, endog forskelligartede opfattelser af, hvad viden og læring overhovedet er, samt hvilke ansvar og forpligtelser den lærende har i forhold til samfundet.

Vi tager i vores projekt udgangspunkt i, at livslang læring og anerkendelse af realkompetencer foregår i et komplekst socialt rum. Livslang læring er således ikke blot en lineær progression, hvor man som individ gradvist dannes og udvikles. Livslang læring må også opfattes som diskontinuert, dvs. befindende sig i møderne og brudfladerne mellem forskellige interesser og kontekster (individ, uddannelsesinstitution, erhvervsliv/organisation, professionsidentitet, samfund, økonomi osv.). Vi ønsker i projektet at fokusere på disse brudflader, samt på den forskningslitteratur, der fra forskellige vinkler har berørt dette problemfelt.

Forskningsspørgsmål:

Kan man på baggrund af møder og brudflader mellem interesser og kontekster finde nye veje for livslang læring, samt anerkendelse af realkompetencer? Kan man skabe begreber og modeller for de tilfælde, hvor diskontinuiteten anerkendes, men også overkommes? Kan man tænke ”fælles zoner”, ”mødesteder” eller ”mulighedsrum”, hvor alle involverede interessenter kunne være villige til at lære og udvikle sig?

Vi ønsker at undersøge spændingen i brugen af begrebet om realkompetencer. Det er en spænding mellem en relativt snæver og summativ brug af begrebet, hvor realkompetencevurdering med henblik på adgang til en uddannelse, forkortelse af et studium eller et uddannelsesbevises for en hel uddannelse er i centrum. Og mellem et bredere begreb om realkompetencer, der fokuserer på forskelligartede vidensformer som vigtige og givende for en bedre forståelse for, hvad det overhovedet vil sige at have en profession. Denne spænding kan begrebsligt udtrykkes som forskellen på en ”realkompetencevurdering” (RKV) og et fokus på ”anerkendelse af realkompetencer”, hvor den sidste fordrer en forståelse af læring og viden, der går tættere på praksiserfaringer, og som fokuserer på samspillet mellem læringsarenaer og vidensformer.