Mekanismen bag neurovaskulær dysfunktion og autonom neuropati hos patienter med diabetes type 2

  • Bauer, Christian (Projektleder)
  • Siebner, Hartwig Roman (Projektdeltager)
  • Barløse, Mads Christian Johannes (Projektdeltager)
  • Petersen, Esben Thade (Projektdeltager)
  • Madsbad, Sten (Projektdeltager)
  • Hansen, Christian Stevns (Projektdeltager)
  • Brock, Birgitte (Projektdeltager)

Projektdetaljer

Beskrivelse

Forekomsten af diabetes er en stigende udfordring for sundhedsvæsener globalt. Flere end 452
millioner patienter lever med sygdommen og man forventer en stigning op til 629 millioner
patienter i 2045 [1]. Det betyder stigende udgifter til behandling af diabetes men samtidig også af
øget forekomst af komplikationer, herunder neuropati (nervebetændelse) [2]. Neuropati omfatter
både forandringer i det perifere nervesystem men også det centrale. På grund af de alvorlige
komplikationer, som neuropatier medfører, er der et stort behov for både præventive og kurative
behandlingsmuligheder, hvilket hidtil kun har været muligt i et begrænset omfang [2].
Kardiovaskulær autonom neuropati (KAN) er en hyppig form for neuropati, der påvirker det
centrale nervesystem. KAN rammer ca. 65% af diabetespatienter [3] med en længerevarende
sygdomshistorik, der ofte resulterer i dysfunktionelt autonomt nervesystem. Det resulterer bl.a. i
takykardi og ortostatisk hypertension. KAN er endvidere en indirekte markør for flere
kardiovaskulære sygdomme, herunder iskæmi i myokardiet, slagtilfælde og udviklingen af nefropati
[4–6] samt en øget mortalitetsrisiko [7,8]. Yderligere kan KAN også være relateret til cerebral
dysfunktion [9], da patienter har en øget risiko for udvikling af kognitive [10], neurofysiologiske
samt strukturelle [11] forandringer, som en konsekvens af de iskæmiske forandringer i hjernen [12].
Disse forandringer kan være associeret med en reduceret blod perfusion men også en forringelse af
de regulerende mekanismer, der i hjernen kontrollerer den cerebrale blodgennemstrømningen,
herunder den neurovaskulære kobling. KAN kan dermed påvirke balancen mellem den cerebrale
blodforsyning og neuroners regionale metaboliske behov og spiller sandsynligvis en betydningsfuld
rolle i de cerebrale patofysiologiske forandringer hos diabetespatienter [13–15].
Udover de fysiologiske og funktionelle forandringer der opstår hos patienter, er der også påvist
strukturelle vævsforandringer, herunder atrofi og hyperintense læsioner, der er associeret med
kognitiv forringelse. Derfor kan den cerebrale dysfunktion både være relateret til strukturelle
forandringer, funktionelle forandringer eller en kombination heraf.
Udover at påvirke det kardiovaskulære system og hjernens homeostase, inducerer autonom
neuropati også gastrointentinale forandringer, der kan resultere i gastroparese, forstoppelse, diaré
samt nedsat kontrol over blærefunktion og nedsat sudomotor funktion [2]. De gastrointensinale
forandringer er således oplagte at undersøge, da mulighederne for nøjagtig diagnose og derved
behandling også her er begrænset.
KAN er en irreversibel tilstand. Derfor er det afgørende, at forstå de patologiske forandringer for at
kunne stille en tidligere diagnose og forebygge følgesygdomme. Dette studie vil undersøge, om
KAN kan relateres til forandringer i den neurovaskulær kobling og som konsekvens heraf, ændre
responset på forskellige stimuli, der har indvirkning på hjernes forskellige funktioner og
metabolisme. Dette vil bidrage til vores forståelse af risikofaktorer og udviklingen af diabetesinduceret
cerebral og kardiovaskulær dysfunktion.
AkronymCANiD
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato01/11/2001/12/22