Metodeudvikling til kvalitetssikring af undervisning.

Projektet forventes at kunne give institutionens medarbejdere redskaber til at identificere og afdække god og tidssvarende kvalitet af undervisning.
Et udviklingsprojekt der gennem samarbejde i et tværkulturelt miljø skulle sætte fokus på hvordan underviseren navigerer i undervisningssituationen. Hvad er det der får underviseren til at tilpasse, ændre og differentiere sin igangværende undervisning og samværet med den enkelte studerende og i klassesammenhænge.
Problemstillingen viste sig at have mange facetter og var ikke sådan lige at få hold på. Der kom dog tre hjørnesten ud af projektet.
1. Sensorik (fornemmelser) hos underviseren er sand ”viden” (dog ofte tavs viden) og kan danne basis for praksisnær refleksion når den accepteres og gøres bevidst.
2. Bevidst strategisk politik hos ledelsen hjælper til at udvikle et fælles refleksiv læringsrum.
3. Mentale modeller skal ses som kognitive strukturer der styrer sensorik, opmærksomheden, tolkninger, vurderinger, følelser og handlinger (motorik) især det nonverbale udtryk, grundantagelser om mennesker, om læring, om undervisning, om måder at lære på og om sig selv.
Projektet kom frem til, at arkitekturen for kvalitetsudvikling skal være på plads for at den enkelte underviser har mulighed for at navigere og tage bestik af de mange fornemmelser, følelser, oplevelser og livserfaring han eller hun har og er udsat for. Men mest af alt skal underviseren turde stole på sine fornemmelser for, hvad der er op og ned, hvad der er godt, smukt og retfærdigt, og ikke lade sig styre af andres tilfældige behov for meningstilkendegivelse og magtrelationer. Dette sammen med en kritisk ydmyghed og en konstant insisteren på dialektiske relationer med andre, kan medvirke til at evnen til at fornemme og færdigheden i refleksivt at formulere disse adækvate fornemmelser vil forbedres.