Pædagogik mellem policy og praksis

Daginstitutionsområdet har gennem de sidste 10 - 15 år været genstand for en række brydninger og kampe, der omhandler og tematiserer store og grundlæggende spørgsmål for børnene, for pædagogerne og for vores samfund. Brydningerne drejer sig om at bestemme og definere den pædagogiske opgave i forhold til både børn og samfund, og de afspejler forskellige holdninger til, hvad god pædagogisk faglighed vil sige, og hvad det er for et vidensgrundlag, en professionel praksis skal basere sig på. Hvor diskussioner om kvalitet, værdier og faglighed tidligere var et anliggende, som i høj grad foregik internt i pædagogprofessionen og i det lokale konkrete samarbejde med forældre, ser vi nu en bevægelse mod, at globale og lokale aktører, politikere, forvaltninger, tænketanke, forskere og også private virksomheder, involverer sig i kampen om daginstitutionerne på nye måder og i nye konstellationer og partnerskaber.
Projektet jeg er involveret i undersøger denne politiske, markedsmæssige og forskningsmæssige optagethed af daginstitutionsfeltet gennem en såkaldt kritisk case, nemlig det stort anlagte udviklings- og følgeforskningsprojektet Fremtidens dagtilbud, som laves med målet at afprøve og søge evidens for en systematisk, struktureret og læringsfokuseret daginstitutionsdidaktik og evalueringskultur. Projektet er væsentligt, fordi det er sat i gang af ministeriet som opfølgning på den såkaldte Taskforce om Fremtidens dagtilbud (2012), med henblik på en kommende revision af dagtilbudsloven. Konkret tænkes erfaringerne med målstyring anvendes, har ministeren bedyret. I forskergruppen undersøger vi selve projektet, de forestillinger om forskning, pædagogik og daginstitutioner, det implicerer; de konkrete relationer mellem politiske, forskningsmæssige og markedsmæssige aktører og implikationerne heraf; og ikke mindst hvordan den systematiske, strukturerede og læringsfokuserede daginstitutionsdidaktik og evalueringskultur konkret fortolkes og forvaltes i hverdagen i institutionerne. Hvordan oplever pædagogerne at tage del i et sådant projekt? Og hvilke dilemmaer og paradokser melder sig, når pædagogikken skal evidensbaseres og målstyres? Eller bliver genstand for økonomiske interesser?