Patient involvement as a social construction of a tension between individual values and a medical evidence-based discourse

Inddragelse af patienter er et af sundhedsvæsenets vigtigste indsatsområder i dette årti (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse 2010; Haarder 2010; Ministeriet for sundhed og forebyggelse 2014). Sundhedspolitisk er inddragelse af patienter skrevet ind som politiske målsætninger og udgør lovkrav. Patienterne skal inddrages mere systematisk i plejen- og behandlingen, og der skal etableres trygge rammer, der giver mulighed for inddragelse af patienter og pårørende, samt mulighed for aktivitet og deltagelse og dermed en bedre behandling (Ministeriet for sundhed og forebyggelse 2014).
Parolen er, at patienterne skal inddrages aktivt og have hovedrollen i eget sygdomsforløb og inddrages fra start til slut (Regeringen & sundhedsudspil 2013). Den politiske retorik forlyder, at aktiv inddragelse af patienter har en positiv indvirkning på både resultatet af behandlingen og på patienternes tilfredshed (Regeringen 2013).
 
Danmark tilslutter sig World Health Organization, der definerer inddragelse som:

(Worlds Health Organization 2002)

Denne definition adskiller sig mellem et individniveau og et generelt politisk niveau, hvor borgere opnår indflydelse på politiske beslutninger, sundhedsvæsenets strukturer, byggeriudvikling etc.
Patientens udbytte af inddragelse fremhæves af regeringen, professionelle og brugere som positivt og begrundes bl.a. med øget livskvalitet, bedre behandling, større ejerskab over sin sygdom og håndtering heraf, kontrol, selvbestemmelse og ikke mindst bedre recoveryproces (Ministeriet for sundhed og forebyggelse 2014). Ligeledes argumenteres der for, at øget inddragelse vil medføre en økonomisk besparelse og sidst men ikke mindst, vil det nedbringe antallet af utilsigtede hændelser, idet patienten også bliver systemets vagthund for at forebygge fejl (Mik-Meyer & Villadsen 2007; S. Larsen 2010). Patientinddragelse fremhæves som et vigtigt incitament, der skal integreres i de sundhedsprofessionelles interventioner (Williams et al. 2012; Warner 2009; Larsson et al. 2007; Ministeriet for sundhed og forebyggelse 2014).
Psykiatrien udgør genstandsfeltet for dette studie, dels ud fra den politiske erkendelse af, mennesker med en psykisk lidelse udgør en marginaliseret og overset gruppe i sundhedsvæsenet. Den politiske ideologi er, at fremme en kultur, hvor alle borgere uanset diagnose opnår lige adgang til sundhedsydelser (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse 2010; Haarder 2010; Ministeriet for sundhed og forebyggelse 2014). Herudover har en søgning på etablerede søgedatabaser ikke påvist lignende studier, der forsøger at sammenholde de politiske ideologier om patientinddragelse med implikationerne for patienter og sundhedspersonale i den kliniske praksis (Pedersen et al. 2015; Færch & Harder 2009).
I Danmark rummer inddragelsesbegrebet mange betydninger med anvendelse af adskillelige termer: inddragelse, involvering, deltagelse, medinddragelse og indflydelse (Jönsson et al. 2013; Pedersen et al. 2015; Færch & Harder 2009; Harder 2009). Begreberne bruges i kombinationer med begreber som patient, bruger og borger (Færch & Harder 2009). Det er ikke klart, hvad der menes med patientinddragelse i en dansk kontekst (Færch & Harder 2009; Pedersen et al. 2015). Hvis de politiske visioner skal realiseres i det danske sundhedsvæsen og ikke blot være ren retorik, er der brug for en præcisering af begrebet (Cahill 1998; K. Thorgård 2012; Pedersen et al. 2015; Jönsson et al. 2013).
Hypotetisk set indebærer den manglede præcisering af inddragelsesbegrebets betydning, at sundhedspersonalet, forskellige sektorer, institutioner, organisationer, brugere, frivillige interessenter m.m., har hver deres legitime fokus og særlige perspektiver på inddragelse, som de hver især repræsenterer. Deres fokus og særlige perspektiver rummer ikke en fælles interesse, men handler om en mangfoldighed af særinteresser, som de hver især kæmper for at optimere (Cahill 1998; Thorgård 2012; Lomborg 2013).
Der er således en tydelig sundhedspolitisk strategi om inddragelse af patienten på et individuelt plan. Forstået som direkte indflydelse på egen pleje og behandling i mødet med sundhedsprofessionelle (Retsinformation.dk 2010; Ministeriet for sundhed og forebyggelse 2014; Haarder 2010; Pedersen et al. 2015; Harder 2009). Inddragelsesbegrebet fremstår mangetydigt og det er uklart, hvilke implikationer patientinddragelse har for patienter og pårørende (Thorgård 2012; Færch & Harder 2009; Harder 2009; Pedersen et al. 2015).
Implikationerne af den manglende konkrete præcisering af patientinddragelse vil hypotetisk set føre til, at sygeplejerskeprofessionen udfører patientinddragelse ud fra forskellige omsorgsmæssige overbevisninger om, hvad de hver især mener patientinddragelse betyder, og hvordan de vil inddrage patienterne. Såfremt patienterne skal have lige adgang til inddragelse i deres pleje- og behandling, fordrer det først og fremmest en klarhed over begrebets indhold og betydning. Som underviser på sygeplejerskeuddannelsen er det ligeledes et problem, at der ikke er klarhed over patientinddragelsens betydning. Nyuddannede sygeplejersker må famle sig i blinde og inddrage patienterne ud fra eget forgodtbefindende.
Afhandlingen bidrager med en opklaring af patientinddragelsesbegrebet i en sundhedspolitisk diskurs, og det klargøres hvilke implikationer, patientinddragelse får i plejen- og behandlingen i en psykiatrisk kontekst. Forinden foretages en søgning af den relevante forskningsrelaterede litteratur om patientinddragelse.