Simulation,læring og praksis-Hvordan styrker vi båndet mellem simulation og praksis?

Simulation, Læring og Praksis”
Professionshøjskolen Metropol, Sygeplejerskeuddannelsen v/Klinisk adjunkt Hanne Selberg
Introduktion.
Projektet blev afviklet på Glostrup Hospital i samarbejde med Professionshøjskolen Metropol.
Omdrejningspunktet for projektet var etablering af tværfaglige simulationsbaserede læringsrum, hvor medarbejdere og studerende kunne øve og træne kompetencer med udgangspunkt i situationer integreret i eller tæt på virkeligheden.
Metode:
Projektet blev afviklet i to spor.Spor 1 var rettet mod læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, hvor fokus overordnet var patientsikkerhed. Simulationstræningen foregik integreret i den kliniske kontekst på autentiske patientstuer. I dette spor blev der afprøvet full-scale simulation, hvor deltagerne tværfagligt øvede virkelighedsnære scenarier på fantomer. Læringsmålene var at opøve kompetencer til behandling af en kritisk syg patient, og træningen omfattede både specialefaglige -, kommunikative - og samarbejdsmæssige kompetencer. I projektperioden deltog i alt 39 læger og 50 sygeplejersker/assistenter.
Spor 2 var rettet mod sygeplejestuderende på modul 4 og havde overordnet fokus på patientperspektivet. I dette spor blev der afprøvet interaktive rollespil på et dagsseminar, workshop med mulighed for færdighedstræning, kombineret undervisning og simulation med brug af simulerede patienter samt færdighedstræning på fantomer og færdighedstrænere. Træningen foregik i afdelingernes konferencelokaler. I projektperioden deltog i alt 34 studerende. Projektaktiviteterne blev evalueret på baggrund af feltobservationer, spørgeskemaundersøgelser og fokusgruppeinterview.
Resultater:
Etableringen af simulationsbaserede læringsrum tæt på virkeligheden muliggjorde at træningen kunne skræddersys til den enkelte afdeling ud fra deltagernes specifikke behov. Dette lokale set up skabte stor motivation for læring, og deltagerne havde stort udbytte af at træne sammen med egne kolleger i egen afdeling. Træningen skabte desuden mulighed for opbygning af handlekompetencer, som var overførbare til den kliniske virkelighed efterfølgende.
I begge spor var der stor motivation for at få `hands on` og øve kompetencer i læringsrummet, før de skulle udføres på virkelige patienter. Simulationstræningen gav mulighed for opfriskning af gamle færdigheder, tilegnelse af nye færdigheder, identificering af nye læringsbehov og var medvirkende til opbygning af en høj grad af self-efficacy. Den tværfaglige simulationstræning har haft effekt i forhold til at skærpe deltagernes fokus på patientsikkerhed og har desuden udviklet deltagernes kommunikative og samarbejdsmæssige kompetencer.
Konklusion:
Etablering af og træning i simulationsbaserede læringsrum krævede en større investering end traditionel skolastisk læring, men resultaterne viste, at metoden gav et stort læringsudbytte. Simulationstræning som læringsmetode har været effektiv til at bygge bro mellem teori og praksis og metoden har været anvendelig både i præ-og postgraduat uddannelse. Desuden har etableringen af simulationsbaserede læringsrum skabt et trygt og anerkendende læringsmiljø i den kliniske kontekst.