Tidlig indsats i udsatte boligområder: Et antropologisk studie af gråzonerne mellem familie, stat og daginstitution

Med dette projekt ønsker vi at undersøge tidlige indsatser for udsatte familier og børn, som de udformer sig empirisk på tværs af familie, stat og daginstitution med henblik på at skabe praksisnær viden i forhold til pædagogers myndighedsrolle og kvalificere det pædagogiske arbejde i udsatte boligområder.

Det pædagogiske arbejde i udsatte boligområder beskrives ofte som særligt udfordrende på grund af blandt andet sproglige barrierer, fattigdom og forældres mistillid til daginstitutionen, og det påpeges, at institutionerne har svært ved at fastholde kvalificeret arbejdskraft og er kendetegnet ved en lavere grad af kvalitet (FOA, 2015). Imidlertid er det også de selvsamme daginstitutioner, som i den politiske debat fremhæves som steder, der i stigende grad skal løfte velfærdsstatens udfordringer med integration og social mobilitet for de udsatte børn og familier. Dette skisma kalder på en udforskning af, hvordan det pædagogiske arbejde i krydsfeltet mellem familie, daginstitution, stat og lokalsamfund kan styrkes.

Projektet tager afsæt i tidlig indsats som et aktuelt politisk kernebegreb, der har sat sit aftryk på den pædagogiske praksis. I den aktuelle politiske debat er der særligt fokus på udfordringerne for børn i de kvarterer som politisk er blevet defineret som ”ghettoer”. I debatten figurerer daginstitutionen som en central aktør i forhold til arbejdet med social mobilitet, specielt i forhold til nytilkomne børn og børn med etnisk minoritetsbaggrund. Med den politiske prioritering af forebyggelsesarbejdet gennem tidlig indsats er pædagogen og andre velfærdsprofessionelle i højere grad blevet myndighedspersoner, der ”giver staten en unik mulighed for at komme helt tæt på borgerne og for at opspore tegn på skæv, social, mental og fysisk udvikling, før det går rigtig galt” (Harrits & Møller, 2016:9). Det er imidlertid også en tendens, som optegner nye potentielt dilemmafyldte gråzoner - mellem det normale og det afvigende (Harrits & Møller, 2016), omsorg og tvang (Bregnbæk et al., 2017; Jaffe-Walter, 2016), samt mellem institution og hjem.

Projektet tager udgangspunkt i et longitudinalt etnografisk feltarbejde blandt småbørnsfamilier i et udsat boligområde i Storkøbenhavn. Det bygger på deltagerobservation i familiernes hverdagsliv på tværs af hjem, daginstitution og lokalsamfund, samt uformelle samtaler og kvalitative interviews med forældre, børn, relevante familiemedlemmer, pædagoger og andre myndighedspersoner og søger at belyse følgende spørgsmål: Hvilke forhåbninger ligger i pædagoger og andre statslige aktørers interventioner i udsatte børn og familiers nutid og fremtid? Hvordan realiseres tidlige indsatser over tid, fra de første bekymringer til konkrete interventioner? I hvilken lokal fysisk og social hverdagsverden skal tidlig indsats realiseres? Hvordan bruger familier og børn stedet og hvordan er de med til at skabe stedet gennem deres handlinger og sociale relationer? Hvilke uopdyrkede potentialer for den pædagogiske praksis kan vi få øje på ved at tage udgangspunkt i lokale livsvilkår i de enkelte familier såvel som i boligområdet? Hvilke konstruktive netværk og gode praksisser for dialog og støtte finder allerede sted mellem familier, børn, professionelle og andre lokale aktører, og hvordan kan de underbygges og udvikles?