Æstetisk virksomhed i pædagogisk regi

Mens man fra såvel erhvervsliv som forskerhold i disse år taler for en opprioritering af de kreative og æstetiske læreprocesser som en forudsætning for, at Danmark som nation skal kunne klare sig i morgendagens innovations- og videnssamfund, ser man paradoksalt nok den stik modsatte tendens præge tænkningen indenfor det pædagogiske felt. Trods politiske skåltaler om vigtigheden af kunst, kreativitet og æstetik i undervisningen er virkeligheden, at de umiddelbart afgrænsede og målbare færdigheder i stadig højere grad prioriteres frem for den mere alment dannende og alsidigt udviklende kunnen og viden, der knytter sig til de æstetiske fag. I konsekvens heraf må æstetikkens fortalere bruge stadig flere kræfter på at legitimere disse fagligheder over for politikere og uddannelsesudbydere. Der er rigtig mange gode begrundelser til rådighed, men ser man nøjere efter, afspejler de nogle væsensforskellige tænkninger og interesser. Bruger vi som aktører inden for feltet for meget tid på at afgrænse os i forhold til de konkurrerende æstetiksyn? Er det helt utopisk at forestille sig, at vi i denne trængte situation uanset indbyrdes positioneringer kan slå et fælles slag for en generel opprioritering af den æstetiske dimension? Vi vil i det følgende se nærmere på nogle af disse forskellige og i nogen grad indbyrdes konkurrerende begrundelser for til sidst at sammenfatte og argumentere for et helhedsorienteret syn på de særlige potentialer ved skabende, æstetiske virksomhed, utopi eller ej.