Økokritiske dialoger med litteratur, atmosfære og vejr: Forsigtigt bud på en vejrbaseret læringsmodel

Med dette essay ønsker jeg at give et bud på, hvordan vi kan tilrettelægge undervisningsrum for økokritiske dialoger, hvor også naturens stemmer får mulighed for at deltage. Det vil jeg gøre med afsæt i den tese, at litteratur og her poesi kan læres os noget om, hvilken undervisning en opvarmet verden kalder på. Derfor vil jeg med Nanna Storr-Hansens digtsamling Bøgetid (2022) pege på, at det er i mødet med digterjegets egen natur, at hverdagen åbner sig, og naturens stemmer strømmer fra og mod hende – også fra andre steder
og tider. Jeg vil videre pege på, at digterjeget blandt andet mærker sig selv som natur i mødet med atmosfæren og regnvejret, og at der ud af det møde vokser en vrede: en økokritisk stemme rettet mod menneskelig forurening. Derfor vil jeg undersøge atmosfæren og regnvejret som en litteraturdidaktisk mulighed i sammenhæng med, hvordan vi kan planlægge åbne undervisningsrum for økokritiske dialoger. Først vil jeg pege på, hvilke litteraturpædagogiske og -didaktiske muligheder jeg ser i Storr-Hansens Bøgetid. Dernæst vil jeg undersøge atmosfæren og vejret i sammenhæng med pædagogik og litteraturteori og -didaktik, før jeg i sidste del af artiklen vil give et forsigtigt bud på en vejrbaseret læringsmodel.