Abstract
Pædagogikken i det moderne samfund må søge at formulere og udvikle analytisk teori, der formår at indfange modernitetens dynamikker, hvorfor sociologien i ’det moderne projekt’ må anskues som pædagogikkens nærmeste samarbejdspartner. Pædagogik er historisk som udgangspunkt et normativt projekt; den pædagogiske praksis har forandringen af individer og grupper som arbejdsprogram. I overgangen fra en mere enkel samfundsformation til et samfund præget af kompleksitet og funktionel uddifferentiering , må pædagogikken søge at indskrive sig som fortolker af en ny-kopernikansk vending; fraværet af den privilegerede iagttagelsesposition.
Når samfundet udvikler sig efter principper om emergens ændres pædagogikkens rolle fra at være netop normativ til at blive diagnosticerende i betydningen deltagende omkring fastlæggelsen af decentrale mål, der ofte vil antage karakter af kontekstbestemthed. I den sammenhæng kan man tale om, at pædagogikken for sin vis befinder sig i en krise. Pædagogikken befinder sig med andre ord (stadig) mellem Res Cogitans og Res Extensa; mellem bevidsthed og materie, men fraværet af hierarki og privilegerede positioner rykker ved det pædagogiske systems fundament og selvforståelse ; undervisningens indhold kan ikke længere retfærdiggøres via eksterne referencer, men må kontekstbestemmes kontinuerligt.
Dette speciale skriver sig ind i en art ’bekendelseskultur’, der gør sig tidsmæssigt gældende i disse år ved at beskæftige sig med “teorier, der billiger, at den enkelte ikke alene må bestemme selv, men at han eller hun nu må gøre det med reference til sig selv og ikke et mere eller mindre universelt normsæt” (Jens Rasmussen). Disse teorier gør op med en traditionel forståelse, et dualismeproblem, hvor menneske og verden forstås som to adskilte størrelser . Jeg’et opfatter altid en genstand på en bestemt måde. Iagttagelse er altid foretaget af en iagttager. Opgaven er således en diskussion af forskellige iagttagelsesbud.
Når samfundet udvikler sig efter principper om emergens ændres pædagogikkens rolle fra at være netop normativ til at blive diagnosticerende i betydningen deltagende omkring fastlæggelsen af decentrale mål, der ofte vil antage karakter af kontekstbestemthed. I den sammenhæng kan man tale om, at pædagogikken for sin vis befinder sig i en krise. Pædagogikken befinder sig med andre ord (stadig) mellem Res Cogitans og Res Extensa; mellem bevidsthed og materie, men fraværet af hierarki og privilegerede positioner rykker ved det pædagogiske systems fundament og selvforståelse ; undervisningens indhold kan ikke længere retfærdiggøres via eksterne referencer, men må kontekstbestemmes kontinuerligt.
Dette speciale skriver sig ind i en art ’bekendelseskultur’, der gør sig tidsmæssigt gældende i disse år ved at beskæftige sig med “teorier, der billiger, at den enkelte ikke alene må bestemme selv, men at han eller hun nu må gøre det med reference til sig selv og ikke et mere eller mindre universelt normsæt” (Jens Rasmussen). Disse teorier gør op med en traditionel forståelse, et dualismeproblem, hvor menneske og verden forstås som to adskilte størrelser . Jeg’et opfatter altid en genstand på en bestemt måde. Iagttagelse er altid foretaget af en iagttager. Opgaven er således en diskussion af forskellige iagttagelsesbud.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Status | Udgivet - 1 aug. 2004 |