50 år med kritisk videnskab og dialogisk pædagogik: et kommenteret gensyn med Skjervheim og Habermas

Diskussionen om pædagogik som praksis, pædagogik som videnskab og om forholdet mellem de to var også aktuelt for 50 år siden. Hans Skjervheim talte i 1968 for en dialogisk pædagogik, Jürgen Habermas i 1965 for en kritisk videnskab. De var begge ude efter mere myndighed, mere fornuft og mere dialog. Begreberne fornuft, kritik og dialog har siden dengang været centrale for alle, der vil gå imod forestillingen om, at pædagogiske processer skal være kontrollede processer, der er baseret på sikker viden. Skjervheims kritik af forskellige former for pædagogisk praksis og Habermas´kritiske afgrænsning af på hvilke domæner forskellige typer videnskab fornuftigvis kan udtale sig, er fortsat aktuelle og instruktive at have kendskab til. Habermas peger indirekte på, at Skjervheims fornuftsbegreb ikke holder –men holder hans egen? I artiklens diskussion af to tekster inddrages indsigter fra den hermeneutiske fænomenologi samt uddannelsesfilosoffen Gert Biesta’s begreb om subjektificering.