Anekdotisk teori som videnskabsteori

Anekdoter er per se det mest uvidenskabelige, vi kan komme i tanke om, men i professionerne fortælles der masser af anekdoter om praksis og de mennesker vi prøver at hjælpe. Anekdoter kan være sjove og mærkelige små historier, og litteraturprofessor Jane Gallop har brugt denne type anekdoter i hendes udvikling af anekdotisk teori. Denne handler om, hvordan vi kan skabe viden ud fra disse anekdoter, og bygger på psykoanalyse, feminisme og dekonstruktion. Det handler om at give det plads som vi ikke har viden om, det der overrasker og det, der ikke passer ind. Dette kan ses som relevant i alle professioner, men måske særligt i socialpædagogik.

Vigtig viden går ofte tabt i professionerne, da vi kan stå i situationer, hvor vi ikke aner, hvad vi skal gøre. Vi har metodeansvar, og det er derfor et stort problem, hvis vi ikke kan skabe viden, om hvad der foregår, og hvordan vi skal forme vores indsatser.

Anekdotisk teori kan her tilbyde professionerne tre forskellige arbejdsformer: (1) Vi kan have en anekdotisk praksis, hvor vi bruger anekdoterne som tænkeredskaber i vores samarbejde. (2) Vi kan analysere dem med anekdotisk teori. Vi analyserer i anekdotisk teori med det personlige samt med relevante teorier, og vi inddrager mange forskellige perspektiver. Dette kan lede til at vi (3) anekdotalisere vores praksis, altså former vores praksis efter, hvad analysen med anekdotisk teori bringer af fund. Vi kan med disse fund, gå fra det specifikke til det generelle ved at eksperimentere og overveje om vi skal gribe vores praksis an på en ny måde.