At bruge sig selv som instrument: en professionel kompetence for psykomotoriske terapeuter i arbejdet med grupper og undervisning

Det er ikke ny viden, at psykomotoriske terapeuter anvender sig selv i arbejdet med mennesker, som Anna beskriver herover. Og heller ikke, at man som studerende på psykomotorikuddannelsen arbejder med at lære dette gennem egne erfaringer i praksisfagene som for eksempel gruppeundervisning. Samtidig findes der fælles faglige begreber og et fagsprog, der deles af psykomotoriske terapeuter. Men der ligger også en tavs eller delvist tavs viden i denne udøvelse af praksis, hvor man bruger sig selv. Noget, det kan være svært at beskrive eller sætte ord på. Noget, der er bundet til det kropslige og sansende – til erfaringerne og det at bringe sig selv i spil, som Anna siger. For hvad er det lige, man gør, når man ’bringer sig selv i spil’? Eller når man ’ser den enkelte’? Eller ’holder rummet’? Det er nogle af de beskrivelser og ord, der ofte bruges til at forklare den psykomotoriske tilgang.Denne artikel udspringer af et projekt, hvor vi satte vi os for at undersøge dette ud fra et empirisk perspektiv ved at se på betydningen af egne erfaringer med psykomotorisk gruppeundervisning under uddannelse i relation til udøvelse af praksis.