At skabe betingelser for børn og unges læring. Bidrag til en diskussion om lærerfaglighed og undervisning

Både politisk og i uddannelsesforskning er forventninger til lærere om øget styring af sociale samspil og børns læring(sresultater) vokset i takt med, at folkeskolen over en årrække har været genstand for politisk bekymring. Stigende politisk bevågenhed på historiske problematikker i skolen som uro i undervisningen, elevfravær og bekymring over elevers faglige niveau har blandt andet betydet en generel problematisering af læreres styringskompetencer, eksempelvis formuleret som læreres mangel på autoritet, børns mangel på disciplin og generelle krav om øget læringsmålstyring (se bla. Krejsler og Moos 2013). Rationalet synes at være, at øget lærerstyring i undervisningssituationer vil føre til udvikling i form af forbedrede læringsresultater. ’Styring’ er ikke alene en central opmærksomhed i den politiske og samfundsmæssige debat om folkeskolen, men også i forskning om undervisning. Øget lærerstyring, disciplin og regel- og relationsledelse vurderes både politisk og i uddannelsesforskning at være et centralt aspekt af at styrke børns læring og at skabe øget kvalitet i undervisningen (Nordenbo 2008).

I denne artikel præsenterer jeg empirisk forankrede analyser af læreres undervisningspraksis. På den baggrund retter jeg opmærksomhed mod problemer og muligheder, som lærere står overfor i i undervisningssituationer, og som vi potentielt overser ved at tale og tænke om undervisning som en styrings- og ledelsesopgave. Når en diskussion af styringsbegrebet er central, så er det, fordi vi med et relativt entydigt fokus på ’styring’ og ’læring’ overser centrale aspekter af at udvikle betingelser for børns læring i skolen og ikke mindst kompleksiteten af denne professionelle læreropgave. Ord som ’styring’og ’ledelse’ er ikke neutrale ord, men udtryk for særlige perspektiver på undervisning og lærerfaglighed. Ved at tale om og forstå læreres faglige opgave og vanskeligheder i skolen som knyttet til styring, så rettes opmærksomhed mod en særlig slags lærerfaglige opgaver og særlige slags problemer og løsninger. De i denne artikel præsenterede analyser tager derfor ikke udgangspunkt i diskussioner af styringsbegreber eller styringsteknikker, men er analyser af, hvordan lærere underviser i praksis. I et 3-årigt forskningsprojekt har jeg gennem deltagerobservationer af læreres hverdagsliv i folkeskolen og samarbejde med fire lærere udforsket læreres handlinger, indsatser og ressourcer i en bestræbelse på at bidrage med viden om undervisning og vanskeligheder i folkeskolen fra et praksisorienteret lærerperspektiv. Håbet er, at artiklens analyser kan bidrage til, at vi med afsæt i forståelser af undervisning i praksis kan forstå og tale om udvikling af børns læringsbetingelser og om vanskeligheder i folkeskolen på andre måder end som, eksempelvis, ’børn med læringsproblemer’ eller ’lærere med styringsproblemer’. Vanskeligheder i undervisningssituationer knytter sig nemlig til, at undervisning ’i sig selv’ er en vanskelig, social og modsætningsfuld opgave.

Det empirisk erfarede udgangspunkt for denne artikel er, at lærere som et helt centralt aspekt af deres undervisningspraksis er optaget af at skabe muligheder for, at de kan engagere sig sammen med børn og unge i et fagligt indhold. Det interessante i den forbindelse har for mig været at undersøge, hvad det fra et lærerperspektiv vil sige at skabe betingelser for, at elever kan engagere sig sammen i et bestemt fagligt indhold i folkeskolen. Eller med andre ord; Hvordan kan vi forstå social koordinering af engagementer i undervisningssammenhæng?