At være – at være noget for nogen

Ser vi patienternes pårørende, taler vi med dem, lytter vi til dem? Det kan være, behovet for dette er større end nogensinde; i dag hvor langt de fleste patienter blot får kortvarig pleje af professionelle og lever livet i hjemmet med støtte
og hjælp fra de pårørende. I et omsorgsetisk perspektiv, der inddrager nogle grundlæggende træk ved menneskets
eksistens, søger vi i dette essay at udlægge en dybere forståelse af relationens betydning for oplevelsen af det ’at være
pårørende’. At være pårørende afspejler, hvordan vi mennesker altid berøres af det, vi er en del af. Det tyder på, at
noget grundlæggende eksistentielt ligger gemt i det at være pårørende – det at være noget for nogen. Når et menneske
træder ind i rollen som pårørende, vil livet og oplevelsen af livsværdier ændre sig – ofte på en meningsfuld og berigende måde. Pårørende bevæger sig fysisk og følelsesmæssigt ind og ud af det liv, der leves uden for sygdommens
rammer. Det eksistentielle fundament, som hidtil har været styrende for deres handlingsliv, er ikke længere det
samme. At vi som mennesker er sårbare og samtidig grundlæggende afhængige i vores relationer til hinanden bliver
tydeligt. Relationer ændrer sig og skal defineres på ny. Pludselig er rammerne for det liv, der leves, ændret.