Bevægelse og dannelse

Uddannelsesdagsordnen har i en årrække været domineret af en vækstideologi om, hvordan man bedst muligt kan op-timere børn og unges læring. Eksempelvis illustreret af PI-SA-undersøgelsernes sammenligninger af resultater på tværs af landegrænser og kulturer, har blikket været rettet mod at optimere skolesystemet og den enkeltes læring med henblik på at fremme konkurrenceevnen og skabe økonomisk vækst. Formentlig som en reaktion herpå har der rejst sig en modbevægelse blandt mange lærere, forskere og debattører, som har ønsket at værne om de værdier og kvaliteter i un-dervisningen og i skolen, der ikke kan tælles eller er omfat-tet af vækstideologien. Disse værdier og kvaliteter bliver of-te italesat som dannelse, og flere forfattere mener ligefrem, at vi i disse år er vidner til ’dannelsens genkomst’ i uddan-nelsesdebatten (fx Mortensen, 2018). Den fornyede interesse for dannelse kommer bl.a. til ud-tryk ved, at der er opstået en række bindestregs-dannelsesbegreber. Mest udbredt er måske interessen for di-gital dannelse, men især i de senere år er der også vokset en interesse frem for kropslig dannelse (fx Blume & Lund, 2018; Grinderslev, 2017). I det følgende vil jeg forsøge at bidrage med refleksioner om, hvordan bevægelse – og her tænker jeg i særdeleshed på motion og bevægelse i skolen – kan bidrage til folkeskolens dannelsesopgave. Jeg vil be-grænse mig til at diskutere, hvordan Wolfgang Klafkis dan-nelsesteori kan forstås i relation til bevægelse (2001).