Bevægelse og mening: Hvordan kan bevægelsesaktiviteter blive meningsfulde i en pædagogisk kontekst?

Inden for filosofi og læringsteori har man længe interesseret sig for, at erkendelse og læring ikke alene kan opfattes som mentale processer, men at menneskets kropslige væren i verden tillige har betydning for den måde, vi oplever og erfarer omverdenen. Det er gennem vores sanser, at vi har adgang til verden. Interessen for en fænomenologisk forståelse af kroppen i pædagogiske forsknings- og praksismiljøer er gennem de senere år blevet suppleret af et evidensbaseret forskning om, at fysisk aktivitet ikke blot fremmer fysisk sundhed, men også trivsel og læring (Pedersen et al., 2016). I et videnskabsteoretisk perspektiv dækker det over en bevægelse fra overvejende kropsfænomenologiske teorier til sundhedsvidenskabelig evidensforskning. Kropslighedsbegrebet er i denne sammenhæng blevet erstattet af et begreb om fysisk aktivitet, der defineres som enhver aktivitet i skeletmuskulaturen, der øger energiomsætningen.
Konkret var det forskning om relationen mellem fysisk aktivitet og læring der førte til indførelsen af motion og bevægelse 45 minutter om dagen i folkeskolen. Således hedder det, at motion og bevægelse ”… skal medvirke til at fremme sundheden hos børn og unge og understøtte motivation og læring i skolens fag.” (Regeringen, 2013). I bekendtgørelsen fremgår, at det er op til de lokale skoleledelser, hvori de konkrete bevægelsesaktiviteter skal bestå. Motion og bevægelse er med andre ord indført i skolen som et nyt pædagogisk tiltag på et grundlag, der orienterer sig mod effekt- og læringsmål uden skelen til praktisk forvaltning på de enkelte skoler, eller hvorledes det pædagogisk skal opleves som meningsfuldt for elever og det pædagogiske personale. Den ensidige fokusering på effekt har blandt andre af Brinkmann (2016) ført til en kritik af, at motion og bevægelse er blevet reduceret til et redskab. I stedet for at fokusere på at bevægelse opleves som en meningsfuld aktivitet i sig selv, og i hvert fald indeholder potentialet til det, så er motion og bevægelse blevet udsat for en instrumentalisering, der adskiller målet fra nuet. Nuet, hvor selve bevægelsen har en værdi i sig selv for deltagerne her og nu.
I praksis betyder det, at motion og bevægelse på skolerne nogle gange bliver praktiseret i en form, hvor meningen er afkoblet nuet. Det er muligvis læringsfremmende, når elever fx bliver bedt om at gå rundt på skolens gange, mens de læser eller øver sig på regnestykker, men det er svært at forestille sig, at det kan opleves meningsfuldt ud fra et perspektiv, hvor det er bevægelsens egen værdi, der vægtes. Man kan dårligt fortænke eleverne i, hvis de oplever det som meningsløst.