Bevægelser mod praksisnære samarbejdsformer – historiske og aktuelle individualiseringsproblematikker i skolepsykologien

Der arbejdes aktuelt mod mere praksisnære samarbejdsformer mellem skolen og PPR, hvor samarbejdet i højere grad flyttes ud i klasselokalerne. I artiklen diskuteres, om denne bevægelse kan forstås som endnu en måde at håndtere en historisk individualiseringsproblematik i skolepsykologien. I et historisk perspektiv har PPR’s traditionelle serviceydelser været fokuseret omkring individorienterede undersøgelser og udredende arbejdsopgaver med henblik på at teste og vurdere børns udvikling. Denne tilgang er gennem skolehistorien kontinuerligt blevet kritiseret for at bygge på forsimplede problemforståelser, og der er løbende blevet efterspurgt større inddragelse af kontekstuelle forhold vedrørende børn i vanskeligheder i skolen. Der lader dog til, både historisk og aktuelt, at være forskellige forståelser af, hvordan kontekstuelle forhold og betydninger forstås og inddrages. Beskrivelser af praksisnære tilgange tager ofte udgangspunkt i kritikker af de konsultative tilgange, men i artiklen analyseres det, hvordan både den konsultative og praksisnære vending i skolepsykologien er et forsøg på at overskride historiske problemstillinger i skolepsykologien. Hvis den praksisnære tilgang skal undgå at reproducere en historisk individualiseringsproblematik, må håndteringen derfor ikke kun handle om at flytte samarbejdet tættere på praksis, men det må aktivt udforskes, hvad det er for betingelser, der bidrager til, at børns vanskeligheder i skolen stadig ofte knyttes til enkelte individers utilstrækkeligheder. Denne artikel tager afsæt i et ph.d.-projekt, der undersøger tværprofessionelt samarbejde mellem skole og PPR, hvor fokus er på udviklingen af inkluderende læringsfællesskaber.