Bevægelsesglæde: et fysisk, metafysisk, traditionsbundet og forpligtende fænomen

Mange kan lide at synge. Man kan se det på deres kropssprog og mimik og høre det på deres stemme. Selv synger jeg ret dårligt, men ofte gør det mig glad at synge, selvom jeg bare står og brummer omme bagved. Til gengæld går jeg ofte forrest, når det handler om at bevæge sig. Jeg synes, det er sjovt at cykle i skoven, jeg nyder at løbe en tur sammen med nogle kammerater, og jeg kan blive høj af at lege og nørde med teknikken, når jeg står på ski.
Men hvad mener man egentlig, når man taler om bevægelsesglæde? I denne artikel vil jeg undersøge, hvordan vi kan forstå begrebet bevægelsesglæde, og det kan måske hjælpe os til at blive bedre til at fremme bevægelsesglæde hos andre.
For nogle år siden begyndte jeg at interessere mig for de eksistentielle dimensioner i idræt og bevægelse. Jeg oplevede, at jeg i stigende grad stødte på rationelle bevæggrunde for bevægelse. Det er fint, at bevægelse er sundt, fremmer integrationen, øger børns motivation for at gå i skole eller sågar fremmer læringen i skolen. Det er bare ikke disse fornuftige grunde til at bevæge sig, der primært appellerer til mig. Det er nyttigt at vide, at bevægelse fremmer sundhed eller læring, men i det øjeblik, at disse rationelle argumenter bliver begrundelsen for at bevæge sig, risikerer vi at reducere bevægelse til et redskab. Bevægelsen bliver instrumentaliseret.
I et instrumentelt nytteperspektiv kan det være lige meget, om vi løber på et løbebånd, danser sammen med andre eller leger i naturen, blot nyttevirkningen er den samme. I stedet for at søge meningen med bevægelse i rationelle begrundelser er det værd at kigge efter eksistentielle begrundelser og subjektive oplevelser og følelser. I dette kapitel retter jeg særligt opmærksomheden mod bevægelsesglæde som udtryk for en eksistentiel værdi ved bevægelse.