Bodies in science education: A videographic study

I Danmark har der været en voksende offentlig og politisk interesse i fordelene af fysisk aktivitet for læring. I 2014 manifesterede denne interesse sig i et lovkrav, der pålagde skoler at sikre gennemsnitlig 45 minutters motion og bevægelse om dagen. Størstedelen af forskningen vedrørende fordelene af fysisk aktivitet for læring har begrebsliggjort bevægelse som fysisk aktivitet og studeret effekterne af bevægelse i relation til målbare psykosociale og kognitive effekter. Der er kun begrænset viden om de pædagogiske implikationer af lovkravet, og hvordan integrationen af bevægelse bliver meningsfuld i andre fag end idræt, mens der er endnu mindre viden om elevers oplevelser af bevægelse. Der er få studier, som indikerer, at udskolingen er blandt de dele af skolen, hvor det er særligt svært at integrere bevægelse, og som har identificeret elevernes oplevelser og følelser omkring bevægelse som en udfordring. Hovedfokus i denne afhandling er elevernes subjektive oplevelser af det at være fysisk aktiv i folkeskolens udskoling. Afhandlingen er dermed også et bidrag til et felt, der er begrænset viden om.
I denne artikelbaserede afhandling udforsker jeg, hvad det betyder at integrere fysisk aktivitet i fysikundervisningen i en folkeskole i 8. klasse som en del af udskoling. Jeg har valgt at fokusere på naturfagene, da de historisk og kulturelt set kan identificeres som et af de fagområder, der har adskilt krop og sind. En kropsligt orienteret pædagogik i naturfagene kræver imidlertid, at elever og lærere overvejer nye tilgange til at integrere og arbejde med kropslige oplevelser. Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, den amerikanske pragmatiker Richard Shusterman og den canadiske sociolog Erving Goffman inspirerer dette studies teoretiske ramme. Mit formål er at udforske, hvordan bevægelse begrebsliggøres i en naturfagskontekst i udskolingen, hvordan en kropslig pædagogik egentlig ser ud, og hvordan denne form for pædagogik opleves af eleverne. I afhandlingen er fokus derfor både på elevernes og lærernes stemmer. Afhandlingen er et videografisk studie (etnografisk forskning, der anvender videodata), som følger et bestemt naturfagsforløb om lys og lyd, og en dobbelt lektion om ioner. I tillæg dertil blev udvalgte lærere også interviewet. I min analyse har jeg fokuseret på to aspekter: 1) Hvordan eleverne oplever en kropslig pædagogik i naturfagene; og 2) Hvordan lærere arbejder med en kropslig pædagogik i naturfagene. Som supplement til analysen af den empiriske data har jeg også stillet et metodologisk spørgsmål, siden undersøgelser af kropslighed i naturfagene er en kompleks bestræbelse. Derfor undersøger denne afhandling også, 3) Hvordan en kropslig pædagogik i naturfagene kan undersøges.
Resultaterne af denne undersøgelse viser, at lærere planlægger bestemte bevægelser i undervisningen som afsæt for at give eleverne særlige kropslige oplevelser, men at disse intentioner kan være svære at realisere i naturfagslokalet. For det første oplever eleverne for det meste kropslig læring som et tavst indhold; det vil sige en kropslig viden, som kan være svær at omforme til (videnskabeligt) sprog. Som sådan kan en kropslig pædagogik i naturfagene afstedkomme vanskeligheder med at forbinde kropslige måder med verbale måder at vide noget. For det andet udfordrer brugen af en kropslig pædagogik elevernes forståelse af, hvordan man lærer i naturfagene. I nogle tilfælde præsenterer bevægelse en velkommen pause, mens det for andre opleves som irrelevant og uorganiseret. For det tredje er forventningen om eller deltagelsen i fysiske aktiviteter en følelsesladet oplevelse, hvor eleverne må afgøre, hvor stor en risiko der er forbundet med at være fysisk aktiv foran andre. For det fjerde den traditionelle kontekst med hensyn til at være fysisk aktiv i skolen – idræt eller fritidssport – former elevernes følelsesmæssige forventninger. Deres erfaringer med bevægelse præges af performative idealer, som bæres med ind i naturfagskonteksten, og den påvirker, hvordan elevernes engagement tolkes af andre elever.
Dette studie afdækker også, hvordan naturfagene rummer et væld af muligheder for at inkludere en kropslig pædagogik – at kroppen kan bruges på mange måder til at lære naturfagenes ideer og tilvejebringe kropslige erfaringer af naturfænomener. Brugen af en kropslig pædagogik skaber nye måder at udforske på og skifter perspektiv til, hvor og hvordan naturfagene kan udforskes ud over klasselokalets grænser. Dette studie identificerer fire aspekter, der fremstår som centrale for den måde, lærere kan arbejde med og udvikle en kropslig pædagogik i naturfagene. For det første: er en kropslig pædagogik andet og mere end at inddrage bevægelse i undervisningen. Det involverer følsomme overvejelser over de kropslige erfaringer, der skabes og opleves i undervisningen. For det andet: bliver en kropslig pædagogik nødt til at forholde sig til, at mennesker oplever verden forskelligt gennem deres kroppe, og at dette gør det meget svært at planlægge for ensartede kropslige læringsoplevelser. En tilgang, der bygger på en kropslig pædagogik, bliver nødt til at finde måder at italesætte disse forskellige oplevelser, og hvilken værdi de har. For det tredje: kalder en kropslig pædagogik på, at lærere og elever (gen) lærer, hvordan man lærer gennem hele kroppen, og hvad det bidrager med til deres oplevelser. For det fjerde bliver lærere nødt til at integrere ovenstående aspekter i deres planlægning, således at de er klædt på til at udmønte det i deres daglige undervisning og samtidig også er forberedte på at forklare det til deres elever, eftersom denne tilgang ikke nødvendigvis er den måde, eleverne tidligere er blevet undervist i at lære i naturfagene.
Slutteligt demonstrerer dette studie hvordan en etablering af en teoretisk ramme der belyser de gennemgående kropslige og sociale betingelser for perception og handling kan bidrage til at forske i en kropslig pædagogik. Til trods for brugen af en teoretisk ramme der tillader fingranskning af kropslig meningsskabelsesprocesser, er selve indfangelsen af sådanne situationer ikke uden besvær. Det er vanskeligt fordi sådanne dybt kontekstualiserede og personlige meninger kan være svære at få adgang til, og potentielt involverer følsomme situationer. Dette studie fandt at videoobservationer blev en uvurderlige datakilde, eftersom videoen var i stand til at indfange kropslige processer. Dog måtte videooptagelserne suppleres med emiske perspektiver fra de observerede elever for bedre at kunne fortolke og efter behov, justere forskerens fortolkninger, samt validere fund.
Overordnet set, tyder afhandlingens fund på at elevers kropslige identiteter fortjener langt mere opmærksomhed i forhold til at identificere hvordan integrationen af bevægelse i undervisningen kan lykkes. Der er behov for en anerkendelse af, at integrationen af bevægelse handler om mere end ’blot’ at få eleverne til at bevæge sig. At lærerne gør sig overvejelser og omtanke for de subjektive oplevelser af de involverede, og forståelse for, at bevægelsen har betydning for hvad der undervises i og læres. En kropslig pædagogik i naturfagene kan bistå i udvikling af mere kropsligt sensitive politikker og undervisningsstrategier der kan være med til at skabe muligheder for alle elever til at udforske kroppens potentialer i undervisningen.