Brugerorienterende velfærdsteknologier som middel til livskvalitet, når demens er en del af livet for ældre i plejebolig

Brugerorienterede velfærdsteknologier i ældreplejen, som har til formål at gøre ældre mere selvhjulpne og dermed opnå livskvalitet, er blevet en del af det politiske svar på at imødegå udfordringer med et stigende antal ældre, et øget pres på offentlige budgetter samt mangel på medarbejdere i ældreplejen. I denne artikel undersøger vi, hvordan brugerorienterede velfærdsteknologier i praksis understøtter livskvalitet for ældre, der lever med demens og bor i plejebolig. Empirien til undersøgelsen blev indhentet gennem et deltagende observationsstudie og interviews på to danske plejecentre i to kommuner, og analysen af empirien har ført til temaerne: ”Frihed til at komme ud med GPS” og ”Tryghed og socialt samvær med dukke og PARO-sæl”. Artiklen belyser, hvordan anvendelse af de brugerorienterede velfærdsteknologier ved ureflekteret brug i praksis kan risikere at overse og ignorere den ældres individuelle sårbare livssituation. Endvidere viser analysen, at de brugerorienterede velfærdsteknologier skaber nye pleje- og omsorgsopgaver, der må tages alvorligt, hvis brugerorienterede velfærdsteknologier til ældre, der lever med demens i plejebolig, skal understøtte et begreb om livskvalitet forstået som både individuelt og baseret på fællesskab og funderet i den ældres erfaringer, værdier, interesser og behov.