Civilisering af vilde og farlige bevægelseslege

I praksis kan alle voksne, der arbejder med børn og unge, sikkert genkende situationer, hvor vi har ment, at de har været forstyrrende og upassende eller har udsat sig selv og andre for unødig fare. Ofte ønsker vi med andre ord ikke, at børn skal lege alt for vildt og farligt. Ligesom vi ikke ønsker, at børn skal være alt for kreative, ønsker vi heller ikke, at børn skal være alt for vilde. Børns ageren skal være afstemt (Koch, 2012). Med et sociologisk begreb kan man sige, at børn i daginstitutioner, skoler og foreninger indgår i civiliseringprocesser (Elias, 1994), hvor de lærer normer for, hvad der er passende og upassende.
Anledningen til denne artikel er en observation af, at vildskaben og de indbyggede risici i børns lege ændrer sig over tid. Den overordnede tendens er, at de vilde og farefulde aktiviteter udgrænses (Sutton-Smith, 1997). Samtidig kan der imidlertid iagttages en række modsatrettede tegn på, at disse dukker op igen i nye forklædninger. Ambitionen med artiklen er at forstå og analysere denne udgrænsning og genkomst af børn og unges vilde og farlige bevægelseslege. Det er hypotesen, at udgrænsningen kan beskrives som en del af det moderne samfunds civiliseringsproces, men at der parallelt med denne voksendominerede proces er fremkommet en række nye bevægelseskulturer, hvor det vilde og farlige spiller en væsentlig rolle. Disse nye bevægelseskulturer, for eksempel streetkulturer og subkulturer, er imidlertid opstået fjernt fra voksne og undskontrollerede institutioner. De vilde og farlige bevægelseslege har dog ikke fået lov at gå ubemærket hen. I stedet kan der observeres en række tegn på, at det vilde og farlige forsøges tæmmet og inddæmmet, for eksempel med det formål at bruge det som pædagogisk aktivitet. Med indførelsen af vilde og farlige bevægelseslege i pædagogiske kontekster sker der det, Elias har kaldt en formaliseret informalisering. Legene bliver med andre ord til en slags kontrolleret ukontrol (Nielsen, 1997). Spørgsmålet er imidlertid, om de hermed mister deres attraktion. Inden vi går til analysen, skal vi se lidt nærmere på, hvad der i artiklen egentlig forstås ved vilde og farlige bevægelseslege.