Dømmekraft i Praksis. En antropologisk undersøgelse af professionelle på en skole

Afhandlingen bygger på en antropologisk undersøgelse af dømmekraft blandt ansatte på en skole i en dansk provins. Dømmekraft anvendes som et analytisk, ikke-normativt begreb, der bruges til at undersøge, hvordan professionelle orienterer sig og tager stilling til dilemmaer og friktioner, de oplever i deres hverdag. Undersøgelsen søger svar på, hvad der af den enkelte bliver opfattet som relevant og betydningsfuldt, hvilke dilemmaer og friktioner som bliver påtrængende, og hvad der bliver opfattet som risiko i den professionelle praksis. Analysen af dømmekraft sigter således på at belyse de professionelle, ikke som bærere af en distinkt professionalitet, men som nogle som ud fra forskellige perspektiver og orienteringer søger at balancere mellem forskelligrettede krav og hensyn, som der ikke sjældent opleves som modstridende.
Undersøgelsen blev gennemført som et etnografisk feltarbejde i et dansk øsamfund præget af affolkning og usikkerhed om lokalsamfundets økonomiske bæredygtighed. Over et år fulgte jeg de ansatte på Stege Skole, og gennem 15 uger boede jeg på øen og fulgte hverdagen med udgangspunkt i skolens lærerværelse. Inspireret af antropologiske diskussioner om flow, hybrider og friktioner udforsker analyserne informanternes egne repræsentationer, opfattelser og prioriteringer og viser, hvordan globale og nationale bekymringer, fordringer og krav indgår i den lokalt forankrede dømmekraftspraksis.
Afhandlingens analyser af dømmekraft trækker på Bruno Latours kritik af ”den moderne konstitution” og på hans distinktion mellem purifikation og hybriditet. Inspireret af hans aktørnetværkstilgang udforsker jeg, hvordan de ansatte under vekslende omstændigheder involverer sig i og skaber sammenhænge i deres omverden. Afhandlingen består af tre dele. Første del, der udgøres af kapitlerne 1-3, præsenterer mine teoretiske og metodiske refleksioner i forhold til at gøre professionelles dømmekraft til fokus i en etnografisk undersøgelse. Her udvikler jeg det analytiske dømmekraftsbegreb ved at inddrage kulturelle og sociale kontekster som en integreret del af professionelles orienteringer, vurderinger og prioriteringer. Ved således at se dømmekraft som en kontekstuel praksis bliver det muligt empirisk at undersøge, hvad de professionelle gør, frem for hvad de forventes at gøre ud fra professions-ideologiske fordringer. Undersøgelsen placeres i forhold til det, der inden for professionssociologien kaldes neo-weberianske og funktionalistiske tilgange og i forhold til moralfilosofiske diskussioner af dømmekraft. Der argumenteres for, at en antropologisk og ANT-inspireret tilgang kan give grundlag for at forstå dømmekraft på det Latour kalder ”det a-modernes” præmisser. I kapitel 3 redegøres for tilblivelsen af mit datamateriale og for de metodiske og analysestrategiske overvejelser, som har ligget til grund for arbejdet med afhandlingen.
Afhandlingens anden del består af fem analysekapitler. I kapitlerne 4 og 5 følges de ansattes dømmekraftsudfoldelse i mødet med en omverden, som udstrækker sig og opfattes som både lokal og global. Kapitel 4 belyser samspil mellem individuelle og kollektive dømmekraftsprocesser ved at følge, hvordan en kommunal skolereformproces udfordrede de ansattes personlige og professionelle orienteringer og prioriteringer og deres erfaringer med at håndtere hverdagens udfordringer. Gennem reformprocessen følger kapitlet, hvordan de ansatte koordinerede deres tolkninger af reformens betydning og udvalgte, hvilke reaktioner og indsigelser de fandt mest relevante og retfærdige på bekostning af den forskellighed i erfaringer og perspektiver, de i øvrigt havde. Dette kan ses som en kollektiv purifikationsproces, som betød, at det lokale fremstod som identifikationsfigur såvel som et referencepunkt i en retfærdigheds argumentation.
I kapitel 5 følges de ansattes bekymringer for lokalsamfundets fremtidsudsigter. Deres bekymringer for den lokale fremtid sættes i forhold til deres vurderinger af skolens og deres egne opgaver og ansvar i forhold til at understøtte elevernes og øens fremtidsmuligheder. Der peges på et dilemma i forhold til skolens opgave med at mobilisere unge til videreuddannelse. Dilemmaet afspejlede, at de unge, som tog ungdoms- og videreuddannelse, var nødt til at forlade øen. Deres uddannelsessucces blev derfor forbundet med øens affolkning. I det lys kunne de ansatte opleve, at skolen ikke i til strækkelig grad bidrog til at styrke lokalsamfundet, fordi de unge, som klarede sig dårligt og som blev på øen, blev associeret med den høje grad af ungdomsarbejdsløshed og med øens problem med mange mennesker på overførselsindkomster. Analysen peger således på, hvordan de professionelle står i et dilemma mellem at prioritere det Michael Corbett har kaldt en ”learning to leave” dagsorden eller pragmatisk acceptere behovet for en ”learning to stay” indsats over for de cirka 30-40 % af de unge, som efter de ansattes vurdering ikke fik udbytte af den boglige skoles undervisningsindsats. At prioritere det sidste var imidlertid uforeneligt med nationale og kommunale myndigheders målsætning om, at 95 % af alle unge skal have en ungdomsuddannelse.
I kapitlerne 6, 7 og 8 udforskes dømmekraft som kollegial og situeret praksis. Analyserne viser betydningen af sociale grupperinger i forhold at udvikle fælles forståelser, referencer, anerkendelses- og retfærdighedsopfattelser. I kapitel 6 afdækkes forskellige måder aktørnetværk formes og udvikler sig på i hverdagen på lærerværelset, og det vises, hvordan de virker stabiliserende i forhold til referencefællesskaber og vurderingspraksis. Kapitel 7 og 8 opridser herudfra fire typer af scripts for, hvordan det professionelle ansvar blev udmøntet i arbejdet med skolens elever og undervisningsforpligtelser. Disse typer indebærer forskellige opfattelser og prioriteringer, som alle er omfattet af autoriserede uddannelsesideologier om professionalitet i skolen. Analyserne i de to kapitler viser imidlertid på, at de forskellige scripts hviler på delvist uforenelige præmisser, hvad der betyder, at der opstår friktioner mellem forskellige hensyn og retfærdiggørelsesregimer i hverdagen. Samtidig indebærer en mere ensidig favorisering af bestemte scripts en øget risiko for kritik fra andre bedømmere af praksis, der vægter andre aspekter ved det professionelle virke.
I afhandlingens sidste del sammenfattes afhandlingens temaer i en konklusion. Der peges på, at dømmekraft i en professionel praksis rummer et produktivt paradoks mellem purifikation og hybride engagementer. Dette paradoks reflekterer, hvordan professionelle orienterer og engagerer sig i verden, balancerer mellem nærhed og distance i relationer til andre mennesker, og oplever at blive konfronteret med ofte uforenelige krav, forventninger og bedømmelser ud fra forskellige anerkendelses- og retfærdiggørelseslogikker. Afhandlingen peger derfor på, at det bør overvejes, om man frem for at stille stadig mere elaborerede og entydige fordringer til professionalitet, må erkende, at professionelles dømmekraft og praksis involverer mange forskellige og usammenhængende løsninger på situationelle og lokale behov ikke mindst i forhold til lokalsamfund udfordret af affolknings- og arbejdsløshedsproblemer.
I en epilog til afhandlingen rejses til videre diskussion et spørgsmål om mulighederne ved et anderledes samspil mellem skole og lokalsamfund, herunder hvordan man ud fra undersøgelsen kan se konturerne af et ”learning to stay”-curriculum rettet mod reproduktion og udvikling af lokale værdier og kompetencebehov.