Dannelse i pædagogisk praksis: Forskningsprojekt i samarbejde med Odder kommune. Forskningsrapport 2020

Nærværende rapport formidler resultaterne af et forskningsprojekt, vi som forskere fra VIA Profession og uddannelse har gennemført i samarbejde med lærere, ledere og skoleforvaltning i Odder Kommune i perioden januar 2017 - juni 2019. Projektet tager afsæt i en efterspørgsel fra Odder om at udvikle en mere dannelsesorienteret skole i en tid med et dominerende fokus på læring og uddannelse.
Forskningen i dette samarbejdsprojekt har haft til hensigt at tilvejebringe viden om skolers og læreres arbejde med at udvikle en dannelsesorienteret undervisning i skolen. Mere specifikt har denne interesse været omsat i følgende to forskningsspørgsmål:
1. Hvordan kan forskere, lærere, ledere og kommune komme til at forstå, begrebssætte og præcisere et fælles sprog for dannelse?
2. Hvordan kan det fællesgjorte dannelsesbegreb omsættes, så det bidrager til, at lærerens dannelseshensigter ekspliciteres som begrundelser for deres didaktiske beslutninger.
Undersøgelserne med afsæt i det første spørgsmål viser, at den proces, hvorigennem fælles sprog og begreber for dannelse udvikles og udvælges, er afgørende for, i hvilket omfang sproget integreres i lærerens refleksive praksis og dermed kan bidrage til en ændret didaktisk praksis. Hensigtsmæssigt er det, at den proces er fælles, ligeværdig og tidsmæssigt prioriteret, og at der bevidst arbejdes med at forskudte processer afstemmes og koordineres på tværs af forskellige organisatoriske niveauer. Desuden er det af betydning, hvordan processen med at definere og sætte sprog på dannelse, der opleves som et diffust og abstrakt begreb, grundlæggende forstås og gribes an.
Dannelsesdimensionen i pædagogisk praksis modsætter sig på sin vis en endelig og entydig definition og begrebsliggørelse, da den vedrører barnets indre frigørelses- og myndiggørelsesproces, hvilken ikke kan måles, registreres, styres eller endeligt opnås. Derfor er det vigtigt at forstå det fælles udviklede sprog som ikke definerende og ”lukkende”, men som sensibiliserende og åbnende – for at være bedst egnet i den pædagogiske diskurs om dannelse. Dvs. at sproget for dannelse ikke skal afslutte lærerens forståelse af dannelsen, men i stedet skal være åbnende således, at lærerne i deres praksis til stadighed kan undersøge og udvikle deres forståelse og sprog for dannelse i dialog mellem begreber og den konkrete undervisningspraksis, som gøres til genstand for refleksion. Projektet viste, at denne sensibiliserende og praksisknyttede tilgang til sprogliggørelsen af dannelse medførte, at lærernes brug af sproget resulterede i en større bevidsthed om dannelsesdimensionen og i et meningsfuldt samarbejde herom. I forhold til spørgsmålet om hvilken forståelse af dannelse, der er meningsfuld, viser projektet, at det begreb, som der blev udviklet om dannelse som forholdemåde, med baggrund i en kontinental tradition, tiltaler lærere og ledere, idet de oplever, at begrebet giver sprog til, hvad de selv omtaler som vigtige perspektiver på deres arbejde med elevernes dannelse.
I forhold til spørgsmål to viste analyserne, at planlægning af undervisning med elevernes dannelse for øje kun vanskeligt kan operationaliseres, da den risikerer at medføre en mål-middel-tænkning, som er i direkte modstrid med selve dannelsesintentionen og ikke opleves meningsfuld i lærernes arbejde. Det viser sig helt afgørende ikke at lægge en mekanisk kausalitetsforståelse til grund i planlægningen, men at give plads til dannelsesintentioner i det didaktiske arbejde, baseret på en bredere, probalistisk pædagogisk-didaktisk kausalitet, som giver den konkrete pædagogiske praksis forrang og besinder sig på at træffe didaktiske valg, der skaber kvaliteter og potentialer i undervisningen, som ’sandsynliggør’ elevens dannelsesmulighed. Dette får som betydning, at den dannelsesorienterede didaktiske praksis på planlægningsniveau må forstås og italesættes eksperimentelt, og at dannelsesintentionerne og eventuelle dannelsesprocesser efterfølgende må reflekteres i lyset af selvsamme konkrete praksis og besindelse på elevernes åbne dannelsesmulighed. Til brug herfor bistår undersøgelsen lærerne med udviklingen af en dannelsesdidaktisk model, der bidrager med analytiske distinktioner mellem dannelsesintentioner, didaktiske beslutninger og didaktiske rammebetingelser – og modsætningsforholdene herimellem.
Undersøgelsen viser desuden, at udviklingen af en dannelsesorienteret didaktisk praksis kan fremmes i samarbejdet mellem lærerne gennem strukturerede dannelsesdidaktiske samtaler, der giver rum for sådanne refleksive processer om dannelsesdimensionen i undervisningen. Til brug herfor har samarbejdet med lærere og ledere ligget til grund for udviklingen af en samtaleguide, hvis struktur og indhold understøtter lærerne i at udvikle et fælles sprog om dannelse og forholde sig til sandsynliggjorte sammenhænge mellem deres didaktiske valg, undervisningens kvaliteter og elevernes dannelsesmuligheder i en konkret undervisning.
Disse indsigter sammenfattes i rapportens konklusion og efterfølges af et mere diskuterende afsnit, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at insistere på professionalisering gennem en fælles sproglighed om dannelse i skolen. Derudover præsenteres en diskussion af, hvilke konsekvenser dannelsesorienteringen har for organisering og ledelse af skolen i feltet mellem det normative og deskriptive, samt om og hvordan dannelsen overhovedet kan tilgodeses didaktisk.