Dannelse i undervisningen på efterskolerne

I dette kapitel prøver vi at belyse spørgsmålet om efterskoleundervisningens dannnelsesmuligheder i en tid, hvor der generelt i uddannelsessystemet tales meget om vigtigheden af dokumenterbare kvalifikationer (Biesta, 2011, 2013, 2018). Det gør vi i kapitlet gennem en caseanalyse af undervisningen i henholdsvis en almindelig 10. klasse og en eksamensfri projektklasse med særligt fokus på elevernes oplevelser af undervisningen. Som overordnet teoretisk ramme om analysen har vi valgt Gert Biestas pædagogiske tænkning, fordi der her præsenteres en åben tilgang til spørgsmålet om, hvordan dannende undervisning kan se ud. Man kan nemlig sige, at Biesta på én og samme tid er dannelseskritiker og dannelsestænker (Rømer 2017). Dannelseskritikken retter sig mod ethvert filosofisk, pædagogisk eller politisk forsøg på at definere dannelsens mål eller det dannede menneske på en bestemt måde (Biesta 2011: 90). Dannelsestænkningen ligger bl.a. i Biestas påpegning af, at god undervisning bygger på en (vanskelig) balance mellem kvalifikation, socialisation og subjektifikation (Biesta 2011, Larsen 2017). Biesta fokuserer især på, hvordan snævre kvalifikations- og socialisationsmål kan stille sig i vejen for undervisningens bidrag til, at eleven – på uforudsigelige måder – udvikler sig til et unikt individ med egne holdninger. Spørgsmålet om dannelsens mulighed i efterskoleundervisningen er altså kompleks, fordi undervisningen skal realisere flere forventninger på samme tid, og fordi forventningerne er skiftende, sammensatte og nogle gange direkte modsatrettede.