Dans og filosofi: Mellem sans og samling

Børn har et naturligt kropsligt udtryk, og inddrager det naturligt (uspoleret) i sin kommunikation med omverden, det ses bl.a. på, hvordan børn udfolder deres lege igennem kropslig ageren. Så i en skolegang, hvor der er mere vægt på sproglige såvel som skriftlige færdigheder, bliver det svært for kroppen at have en vigtig, relevant og selvstændig berettigelse. Kroppen bliver hurtigt gjort til middel for og redskab til en mere analytisk og intellektuel tilgang til verden, med fare for at undertrykke den kropslige væren i verden der knytter sig til oplevelse og erfaringer af kropslig karakter. Dansen synes at blive glemt, som en del af vores kulturelle arv. En arv som kan tilføre skolen nye dimensioner. Med et kropsligt afsæt ind i elevernes forståelse af samarbejde, kommunikation og at give en følelse et udtryk, der er op til fortolkning, vil være et afsæt til at få en forståelse af os selv som hele mennesker, hvor kroppen også har noget at fortælle. At der skabes rum for den bevægende bevægelse, for kropsbevidstheden og dansen, bliver også en anerkendelse af børnenes umiddelbare glæde ved at bevæge sig. Børn skal danse! Og børn skal opmuntres til at udtrykke sig kropsligt. Det kan både være på kunstens præmisser, hvor eleverne ser professionelle dansere udtrykke sig gennem deres krop eller igennem deres egen oplevelser med dansen. Oplevelsen af at det er muligt at tale om det, der kan være svært at sætte ord på, men som er genkendeligt, bliver altid et intenst møde. I takt med at vi genopdager, at det er med det mest nærstående materiale, vi har til vores rådighed; nemlig vores egen krop, vores erfaringer og bevægelsens skabelsespotentiale, bliver vi bevidst om at sanserne og at kroppen er vores fundamentale adgang til verden. For ikke at glemme dette udspring, er det vigtigt at vi gang på gang vender tilbage til en kropslig omgang med verden.