De gode viljers skygger: et dekoloniserende og normkritisk perspektiv på velfærdsarbejdet

Sociale bevægelser som #MeToo og #blacklivesmatter har revitaliseret spørgsmål om privilegier, strukturel diskrimination og social retfærdighed. Så hvordan står det til med disse spørgsmål i velfærdsprofessionelt arbejde?
Historisk set er velfærdsarbejdet vokset frem som et modernistisk projekt med oplysning, udvikling og forbedring som formål. Det anses for at være en godgørende agent, der griber og retter op på dem, der slår sig på normaliteten. Derfor kan vi med fordel forstå velfærdsarbejdets udviklingsimperativ som en form for brutal omsorg, der sigter på at skabe social orden og muliggøre det universaliserede gode liv. Et liv som nogen tydeligvis nyder mindre godt af end andre.
Men hvordan kan vi undersøge velfærdsarbejdets meddelagtighed i opretholdelsen af socialt uretfærdige strukturer i en globaliseret verden, når velfærdsprofessionelle tilsyneladende arbejder for det gode og retfærdige?
Med inspiration fra queer-teori og postkoloniale velfærdsstudier undersøger artiklen hvilke mørke skygger, de gode viljer kaster i velfærdsarbejdets hjælpende kredsløb, hvor de velfærdsprofessionelle har magten til at definere de sociale problemer, de selv mener at kunne løse.
Artiklen foreslår, at vi bevæger os væk fra kulturmøde-pædagogik og repræsentationspolitik og i stedet anlægger et normkritisk perspektiv og en dekoloniserende praksis i velfærdsarbejdet - og velfærdsuddannelserne. Dette muliggør en affirmativ kritik, som synliggør normer og privilegier i mødet mellem den velfærdsprofessionelle og målgruppen. Samtidig kan vi bruge de kritiske sprækker til at eksperimentere med nye kategorier, vidensformer og interventioner i det sociale og pædagogiske arbejde.