Deltagelse gennem legens sprog: en social analyse af børns deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber

Afhandlingen ”Deltagelse gennem legens sprog. En social analyse af børns
deltagelse i den selvorganiserede legs legefællesskaber” er optaget af, hvordan
børnehavebørn forhandler og fastholder deres deltagelse i legefællesskaber
uden pædagogers deltagelse, og hvordan de gør det i samspil med børnehavens
institutionelle rammer. Problemstillingen udspringer af, at der i de politiske
forståelser ses et fremtidsrettet fokus på børns deltagelse, der fokuserer på børns
sprog som deltagelsesforudsætning og pædagogen som den betydningsfulde
for, at børn kan gøre sig til deltagere. Afhandlingen beskæftiger sig med børns
deltagelse med ønsket om at bidrage med viden, der udfolder og udvider blikket
for, hvad der bidrager til børns deltagelse, ved at have fokus på det børnene i
deres legefællesskaber udtrykker som betydningsfuldt.
Teoretisk tager afhandlingen afsæt i praxeologien og dens forståelse af relationelle
sammenhænge mellem det objektive og det subjektive. Undersøgelsens design er
længevarende ikke-deltagende observationsstudier i to børnehaver kombineret
med situerede interviews, hvor børns selvorganiserede legefællesskaber er
undersøgt feltanalytisk som sociale rum. Feltanalyserne af de selvorganiserede
legefællesskaber peger på, at deltagelsesmuligheder ikke alene forudsætter
børns interesse i at bevare legefællesskabet og fælles udvikle legen, men også
børns muligheder herfor i de institutionelle rammer.
De selvorganiserede legefællesskaber indkredses i afhandlingen som et
konsensussøgende felt, hvor samværskapital er eftertragtet. Ligeledes viser
legens sprog sig i analyserne at være et socialt sprog, hvor såvel verbal som
ordløs kommunikation, børns indbyrdes afstemninger, deres situationelle- og
venskabsrelationer, artefakter og børns mulighed for at etablere egne rum til leg
i de voksenskabte fysiske rammer er i og på spil som deltagelsesforudsætninger.
Samtidig viser det sig, at børns deltagelse må ses som en fleksibel deltagelseslyst, og at deltagelse derfor ikke kan ses uafhængig af børns mulighed for at opnå
deltagelsespauser i det institutionelle hverdagsliv. En deltagelsesforståelse der synes under pres i de politiske forventninger til, hvordan alle skal deltage i
fællesskabet.
Afhandlingen inspirerer til diskussion om deltagelse i et bredere perspektiv, hvor fokus rettes mod, at også legemiljøet tildeles politisk og pædagogisk
opmærksomhed. Børns deltagelse afhænger ikke alene af pædagogerne som de betydningsfulde, men også af børns indbyrdes samvær, hvorfor afhandlingen
argumenterer for, at der med det udvidede blik for deltagelse også fokuseres på, at børn har tid og plads til deltagelse i selvorganiseret leg.