Den automatiserede forvaltnings konsekvenser for den administrative sagsbehandlers praksis

Digitaliseringen af den offentlige sektor har på mere standardiserede områder nået et niveau, hvor det er muligt at automatisere store dele af sagsbehandlingen. Med afsæt i en interviewbaseret undersøgelse af uddannelsesstøtteområdet undersøges det i denne artikel, hvilke konsekvenser automatisering har for den administrativt ansatte sagsbehandlers arbejdspraksis. Det konkluderes, at arbejdspraksis er fragmenteret, idet sagsbehandleren ikke behandler sager i deres helhed, men primært er beskæftiget med de dele af sagen, som gør, at den ikke kan behandles fuldautomatisk. I den forstand er sagsbehandlerens arbejde orienteret mod at udbedre mangler i sagerne med henblik på, at de igen kan behandles af it-systemet. For det andet dokumenteres det, hvordan sagsbehandlerne også må besidde en teknisk orienteret helhedsforståelse af it-systemet og de handlinger, som det udfører. For det tredje fremgår det, at automatiseringen bidrager til at forøge kompleksiteten af sagsbehandlingen, idet størstedelen af de mere rutineprægede sager behandles af it-systemet, hvilket så efterlader sagsbehandlerne med afvigende og ufuldstændige sager og sager med fejl.