Det eksperimenterende fællesskab: Medieleg i en pædagogisk kontekst

Resumé

DET EKSPERIMENTERENDE FÆLLESSKAB
Medieleg i en pædagogisk kontekst

Afhandlingen tager afsæt de digitale mediers udfordring til den pædagogiske praksis i daginstitutioner og SFO, bl.a. gennem EU-lovgivning omkring digitale kompetencer, national lovgivning om moderne medier i daginstitutioner, det øgede samarbejde med folkeskolen, hvor digitale medier spiller en stadig større rolle samt børns egen legekultur, hvor digitale medier udgør en væsentlig del. Problemet er, at pædagogerne ikke ved nok om hvordan de skal bruge de digitale medier i pædagogisk arbejde.

Gabet mellem pædagoguddannelsernes og pædagogernes brug af digitale medier på den ene side og børnenes erfaringer med et medialiseret samfund på den anden risikerer at blive større og større. I sidste ende kan pædagogerne få vanskeligt ved at støtte børnene i at være og blive samfundsborgere både nu og her og i en fremtid, hvor brugen af mediefortællinger og medieteknologier er et vigtigt omdrejningspunkt. For at tage udfordringen til professionen op, har jeg gennem ph.d.-projektet og i tæt samarbejde med samarbejdspartnere i praksisfeltet igangsat en række pædagogiske forløb omkring digitale medier for på den baggrund at give eksempler på hvordan de digitale medier kan blive en del af pædagogisk praksis. Projektets centrale forskningsspørgsmål har været følgende: Hvad er medieleg? Og Hvordan kan pædagogen organisere et eksperimenterende fællesskab omkring medieleg?
I forhold til mit første forskningsspørgsmål Jeg har undersøgt medieleg både teoretisk, historisk og praktisk. Begrebet blev første gang præsenteret på et seminar om børns leg i 1983. Her blev medieleg brugt om børns leg med tekster fra tv (Rönnberg 1983, 2009). Senere kom det også til at inkludere børns leg med teknologi som videokameraer og redigeringssoftware (Henningsen 1999, 2005a). Forholdet mellem leg og digitale medier er også blevet anvendt i forbindelse med brugen af internettet (Holm Sørensen, Olesen & Audon 2001, Toft 2005). Medieleg var fra starten forbundet med det pædagogiske felt, fordi en del af undersøgelserne foregik i en daginstitution eller SFO og nogle af disse undersøgelser havde til formål at integrere medieleg i pædagogisk praksis.
I forhold til det andet forskningsspørgsmål om pædagogiske muligheder ift. medieleg og digitale medier, har jeg fokuseret på det eksperimenterende fællesskab som en måde hvor pædagoger og børn sammen finder på, undersøger, udfolder, leger og fortæller med medieteknologier og mediefortællinger. I mine tre delprojekter, har jeg afprøvet og udviklet konkret måder at inddrage medieleg i pædagogisk praksis. Fælles for de børn, der deltog i alle projekter er, at var de var mellem 2 og 9 år, de fleste omkring 6-7 år. Delprojekterne blev gennemført i børnehave, i børnehaveklasse, i SFO eller skole.
Delprojektet Billedbevægelser foregik i daginstitutionen Mejsen i Århus i perioden august 2007 til april 2008. 17 børn i alderen 4-6 år var i flere perioder fra et par dage til en uge i gang med at lege med kameraer og redigeringssoftware på bærbare og stationære computere. Delprojektet I det blå rum foregik dels på Katrinebjergskolen i Århus og dels på CAVI (Center for Avanceret Visualisering og Interaktion, Aarhus Universitet) med fire børnehaveklasser i henholdsvis foråret 2007 og foråret 2008. CAVI råder over et stort studie på 10 x 8 meter til afvikling af realtime programmer, der anvender blue-screen-teknologi. Hver klasse var på ca. 20 børn og legede hver en uge med denne teknologi. Både før, under og efter besøget på CAVI legede børnene med digitale kameraer, camcordere, redigeringssoftware på bærbare og stationære computere. Børnene legede også med teknologisk skrot, bl.a. kasserede harddiske, skærme, tastaturer, mus samt diverse brugt legetøj, og lavede nyt legetøj ud af det. Endelig var delprojektet MediaPLAYINGcommunities et EU-projekt, der foregik med 9 partnere i 8 lande og strakte sig over to år fra nov. 2007 til nov. 2009. Hver partner arbejdede tæt sammen med en eller flere institutioner med børn mellem 2 og 10 år. I hver institution var der adgang til 1 eller flere bærbare computere, kameraer samt internet. Antallet af børn kunne variere fra 10 til 50 hvert sted.
De 3 delprojekter tog afsæt i samme forskningsspørgsmål, men der var alligevel forskellige vægtninger. I delprojektet Billedbevægelser var et vigtigt fokus legen med en stor, foranderlig og i høj grad selvproduceret billedstrøm. I delprojektet I Det blå rum var det etableringen af et pædagogisk rum med mange forbindelser mellem forskellige materialer og digitale medier. Endelig havde MediaPLAYINGcommunities fokus på at skabe fællesskaber, der brugte internettet til at mødes på tværs af Europa. Brugen af kameraer og bærbare computere blev valgt i starten af projektet, fordi de gav mulighed for at bringe de digitale medier ind i børnenes leg og flytte dem rundt i daginstitutionerne, så de kunne blive en del af hvilken som helst aktivitet der. Blue-screen teknologien på CAVI blev desuden valgt fordi der var plads til kropslig udfoldelse og mange typer af aktiviteter.
I de 3 delprojekter antog medieleg mange mønstre. I delprojektet Billedbevægelser var det regellege som kameraleg og finde-billeder-lege med bærbare computere og digitale kameraer. I delprojektet I det blå rum var det legen med det virtuelle studie på CAVI, hvor blue-screen teknologien blev nulstillet og teknikleg, hvor en proces blev igangsat der inkluderede ny brug af eksisterende teknologi. I delprojektet MediaPLAYINGcommunities var det også kameralege og brug af både digitale kameraer, webcams, bærbare computere og softwaren Monkey Jam til animation. På tværs af delprojekterne var der tale om eksperimenterende processer, hvor leg, fortælling og konstruktion af fælles betydning for både pædagoger og børn stod i centrum.
Min forskningsposition formuleres som den medskabende forsker, fordi jeg som forsker intervenerer i et felt, fungerer som deltagende pædagog og som medleger er med til at skabe sammenhæng og undersøge betydning. Jeg placerer mine forskningsmetoder som anvendt forskning, fordi jeg vil være med til at løse problemstillinger i praksisfeltet (Pink 2007c). Metoden er også karakteriseret som praksisstyret forskning, fordi jeg sammen med børn og pædagoger finder på eksempler på nye medielege og en ny pædagogisk praksis, der omsættes til ny praksis og senere spredes ud i det øvrige samfund (Jaaniste & Hasemann 2009). Metodisk er der hentet inspiration fra medieetnografi og visuel antropologi (Pink 2007a) og dokumentarisk arbejde med video og foto som fælles undersøgelsesproces (Henningsen 2005a). Endelig indgår dramapædagogiske principper og metoder omkring tilrettelæggelsen af delprojekterne (Lehmann & Szatkowski 2001). Jeg arbejder ud fra en socialkonstruktivistisk position (Wenneberg 2000, Kvale 1997, Halkier 2008, Järvinen & Mik-Meyer 2005), hvor viden produceres i mødet mellem forsker og felt.
I afhandlingen defineres medieleg som følger: Medieleg kan foregå både med og uden pædagoger, både på nettet og i det fysiske møde, både hjemme og i skole og daginstitution. Men i det eksperimenterende fællesskab bliver medielegen rammesat af pædagogikken. Medieleg er i denne sammenhæng børn og pædagogers lege med mediefortællinger og medieteknologier. Børns legekulturelle kompetence til at kunne iscenesætte lege er en afgørende faktor for, hvordan medielegene udfoldes og findes på. Både medieteknologier og mediefortællinger kan i det eksperimenterende fællesskab aktiveres, bringes tæt sammen og forandres i en eller flere lege over tid eller samtidig. Begge dele kan gøres til materiale, der igen kan anvendes til at konstruere nye kommunikationsmuligheder, lege og fortællinger. Medieleg er endelig også leg med, hvordan mediering og medialisering kommer til at udfolde sig. Det er en offensiv strategi, der udnytter muligheden for at børn og pædagoger selv kan være med-producerende og kommunikerende med de digitale medier.