Det individrettede arbejde i den socialpædagogiske institution: eller: hvor er det sociale i socialpædagogikken?

I artiklen spørger vi, hvordan socialpædagogik tager form i arbejdet med børn og unge med psykiatriske diagnoser på tre forskellige socialpædagogiske institutioner. Det er et interessant spørgsmål, fordi socialpædagoger ofte søger svar i psykiatrien på, hvad der er det rigtige at gøre i arbejdet med disse unge. Speciallæge i børnepsykiatri Anne Torgny peger på, at psykiatere ofte henviser pædagogerne til en helhedsorienteret tilgang med fokus på at sikre, at den unge får den støtte, han eller hun har brug for. Den støtte, Torgny henviser til, kan bestå af følgende: at den unge hjælpes til at begå sig socialt, at få den nødvendige søvn, sund kost, støttes i udvikling af et alderssvarende sprog og i at følge med i skolen. Inden psykiateren anbefaler behandling med medicin, skal det sikres, at den unges problematik ikke har somatiske årsager, og det skal undersøges, om problematikken kan løses ved forebyggende arbejde, hvor fokus er på emotionel og relationel adfærd, sunde vaner, læring og støtte til selvstændighed. Først når disse områder er belyst, kan (og bør) medicin anbefales som støtte til den socialpædagogiske behandling, altså som ét element i en socialpædagogisk indsats.
Derfor spørger vi socialpædagoger, hvordan de ser det, som med psykiatrien betegnes som en helhedsorienteret indsats, og som vi i denne artikel begrebsligt, teoretisk vælger at benævne socialpædagogik. Ikke overraskende finder vi i vores undersøgelse, at det individuelle perspektiv på unges udfordringer, og altså pædagogiske tiltag i forhold til den enkelte unge, synes at have forrang. Omvendt fylder arbejdet med at støtte den og de unge i det at være i lærings- og udviklingsfællesskaber ikke ret meget.