Diagnosekulturens betydning for social- og specialpædagogisk arbejde

Flere peger på, at vi i dag lever i en diagnosekultur, som er kendetegnet ved at mange former for lidelser og afvigelser helt selvfølgeligt forklares i en diagnoseoptik. Denne tendens ses også, at gøre sig gældende i skoler, hospitaler samt på det sociale område (Brinkmann & Petersen 2015). Jeg vil, i et kritisk sociologisk perspektiv, undersøge, hvordan vi kan forstå denne diagnosekultur. Endvidere vil jeg diskutere, hvordan diagnosticering ikke kun kan ses som en lægevidenskabelig praksis til at forstå menneskers lidelser, men samtidig kan ses at have sociale- og samfundsmæssige konsekvenser. Jeg vil i nedenstående kapitel primært inddrage eksempler fra interview med en ADHD diagnosticeret voksen, der modtager støtte i et socialpsykiatrisk bo-miljø. En del voksne diagnosticeret med ADHD, oplever alvorlige sociale problemer og/eller øget risiko for kriminalitet, hvilket fordrer øget opmærksomhed på, at også denne gruppe har behov for støtte (Dalsgaard 2013). Dette kapitel er afgrænset til, at omhandle diagnosen ADHD, der skal tjene som eksempel til, at analysere hvordan psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser kan få betydning for det social- og specialpædagogiske arbejde.