Dic cur hic

Når man går i gang med et forskningsprojekt, vil der typisk være nogle forskningsetiske problemstillinger, man skal forholde sig til. Det kan fx være, at man skal have indhentet informeret samtykkeerklæringer fra de deltagere, der skal være med, eller man skal have indhentet forskningsetiske tilladelse og godkendelser fra uafhængige instanser. Det er altså overvejelser, som typisk dukker op ved begyndelsen af et forskningsprojekt. Der kan efterfølgende være en risiko for, at man forsømmer refleksioner over emergerende etiske problemstillinger, og at forskningsetik således reduceres til, at man som forsker har underskrevet og overholdt nogle prædefinerede retningslinjer for god forskningspraksis. Sådanne retningslinjer er naturligvis særdeles vigtige. Men det er pointen i denne artikel, at de ikke kan stå alene. Forskningsetiske dilemmaer er et epistemologisk vilkår gennem hele forskningsprocessen, og de må således overvejes og genovervejes, forhandles og genforhandles, gennem hele forskningsprocessen. Den form for forskningsetik, der følger bestemte på forhånd fastlagte retningslinjer, som typisk er formuleret i standardiserede, kontekstuafhængige principper for god etisk adfærd, benævnes i artiklen procedural forskningsetik, mens en forskningsetik, der foretager en konkret og kontekstafhængig vurdering af de specifikke etiske problemstillinger og dilemmaer, som de viser sig i praksis gennem hele forskningsprocessen benævnes kasuistisk forskningsetik. Distinktion mellem disse to typer forskningsetik er udtryk for en teoretisk konstruktion, og de skal ikke betragtes som modsatrettede alternativer, men derimod som supplerende sider ved god forskningsetisk praksis. I artiklen diskuteres forholdet mellem dem for ad den vej at fremhæve enhver forskers pågående og kontinuerlige ansvar gennem hele forskningsprocessen.