Digital kultur i en social- og specialpædagogisk praksis

De digitale medier er blevet en del af vores liv og af vores dagligdag, og de har stor ind ydelse på den måde, vi forholder os til os selv og omverdenen på. Medierne tilbyder mange mulige identiteter og skabeloner til at forstå verden med, og via mediernes påvirkning kommer vi til at forstå os selv gennem en medialisering, der grundlæggende bryder med den traditionelle dannelsesforestilling, der er herskende på institutionsområdet.
Digitaliseringen er blevet et vilkår, forstået på den måde at de digitale teknologier er udbredt i det meste af befolkningen, som digitale fjernsyn, tablets, smartphones og en lang række andre teknologier er er blevet digitaliserede. Samtidig er det nødvendigt at kunne beherske de digitale teknologier for fuldt ud at kunne deltage i samfundslivet, hvor vi i dag bestiller biletter til biografen på nettet, bruger rejsekort i stedet for traditionelle billetter og hvor vi er nødsaget til at interagere med digitale teknologier i en lang række andre sammenhænge. Og samtidig har vi gennem de digitale teknologier fået udvidet adgang til informationer og underholdning. Derfor skal vi i den social- og specialpædagogiske praksis sidestille de digitale kompetencer med andre sproglige-, handle- og sociale kompetencer.
Der er dog stadig en tendens til, at man på de social- og specialpædagogiske tilbud, stadig er fremmedgjorte over for disse teknologier. De digitale teknologier har længe været i brug som hjælpemidler, både som talemaskiner og læringsteknologier på specialskolerne. Men det er også vigtigt at det pædagogiske personale understøtter brugen af digitale teknologier i forhold til at børn og borgere for muligheder i at blande sig i den demokratiske debat og for at kunne udtrykke sig kreativt.