En bæredygtig digital didaktik

Kapitlet diskuterer hvordan vi kan undgå i det ene eller det andet underskudsperspektiv at skabe ensidige forestillinger om at skulle hjælpe eleverne enten med eller mod teknologier. I stedet peges på en bæredygtig didaktik hvor eleverne kan indgå i frugtbare relationer med digitale teknologier. Det analytiske blik for diskussionen er et kort blik på klasserumspraksis og elevers omtale af deres egen gøren, af de materialer de møder i undervisningen, og af deres syn på undervisningen. Gennem to perspektiver, et praksisteoretisk og et posthumant, undersøges hvordan velkendt skolepraksis gennem territorialisering skaber kultur og genkendelig hverdag. Men også hvorfor dette perspektiv bør udvides, deterritorialiseres, så vi kan få øje på hvordan lærer, elev og teknologi er forbundne og i konstant tilblivelsesproces. Et sådant dynamisk elevperspektiv bortvisker skarpe skel mellem digitalt relevante og digitalt ikke-relevante situationer. Forbundetheden undersøges som elev-teknologi (Slot et al., 2023), hvor bindestregen accentuerer at både elev og teknologi er aktive i den dynamiske produktion af undervisning. Teknologier deltager helt konkret i nye og uforudsigelige måder at være elev og være faglig på. Analytisk omdrejningspunkt er således elev-teknologi og observation af relationerne konkret i fingergøren. Kapitlet udvikler pointen om at vi behøver en digital didaktik der kan bære elevens forbundethed med teknologi som et vilkår.