Et etnografisk at-home studie af videngrundlaget på et obligatorisk modul på diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration

I rapporten videregives resultaterne af et forsknings- og udviklingsprojekt, hvis forskningsmetodiske fokus har været et etnografisk at-home studie af undervisningsforløbet ’Samfundsvidenskabelig analyse og metode’. Dvs. at rapporten videregiver resultaterne af at undersøge videngrundlaget som et performativt fænomen, som det kommer til udtryk i undervisningspraksisserne på det pågældende modul. Modulet er studieordningsforankret under ’diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration’.

Professionsuddannelserne forventes i dag at kunne redegøre for deres videngrundlag – men spørgsmålet er, om vi overhovedet ved, hvad vi taler om, når vi taler om videngrundlag? Vi taler om at omsætte og opdatere viden, men har vi også brug for andre begreber? Antagelsen er, at det har vi! Ofte redegøres der for videngrundlaget gennem en konstatering af at der arbejdes forskningsbaseret, og at det sker gennem inddragelse af nyeste forskning i undervisningen inden for specifikke fagområder og/eller gennem afrapportering af producerede artikler. Men hvad så, når målgruppens behov handler om andet end faglig ekspertviden?

Analysen er foretaget vha. af uddannelsesforskeren Stephen Kemmis’ uddannelsesteoretiske analyseramme ud fra følgende undersøgelsesspørgsmål:
– Hvordan manifesterer viden sig i praksisarkitekturer, når der undervises i kvalitative forskningsmetoder på modulet ‘Samfundsvidenskabelig analyse og metode’?
– Hvordan reproduceres videngrundlaget gennem forskellige praksis koblinger?
– Hvordan stabiliserer og/eller udvikler videngrundlaget sig, når der arbejdes med kvalitative forskningsmetoder i forskellige praksisser knyttet til undervisningen?

På baggrund af analysen anbefales det at skabe konsistens i de uddannelsespraksisser der manifesteres på uddannelsens moduler, og det sandsynliggøres at det vil kunne ske gennem et procesontologisk videns-og uddannelsessyn centreret omkring erfaringsbegrebet fra den pragmatiske filosofi.

Det konkluderes, at det at skabe konsistens i uddannelsespraksisserne kræver udvikling af en ny praksisarkitektur, og at en sådan udvikling kræver legitimitet. Legitimiteten vil kunne skabes gennem de praksisøkologier, som forbinder uddannelsespraksisserne til de rammesættende praksisser af uddannelsen. Konkret vil det kræve justeringer af studieordningen for ’Diplom i offentlig forvaltning og administration’ og ’VIA’s processtandard for videnopdatering og videnomsætning’. Endvidere vil det kræve, at underviserne udvikler sig professionsidentitetsmæssigt.