Fællesskaber i STU skal stilladseres

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftsartikelForskningpeer review

Abstract

Unge med særlige behov er udfordrede, når de skal deltage i sociale fællesskaber, og ensomhed forekommer både under og efter deres STU-uddannelse. Politisk er der stor opmærksomhed på mulig selvforsørgelse, men erfaringer med deltagelse i fællesskaber i fritidslivets arenaer bliver underprioriteret, selvom det fremgår som et centralt fokus i lovgivningen. Denne artikel er baseret på et casestudie og præsenterer to STU-institutioners praksisser med at stilladsere unges deltagelse i sociale fællesskaber. Med afsæt i teori om stilladsering (Wood, Bruner & Ross, 1976; Bernstein, 2000; Philipsen, 2009) og praksisfællesskaber (Wenger 2004/2013) argumenterer vi for, at der er et uforløst potentiale i at rammesætte de unges pauser og fritid på institutionelt niveau. Ud fra et almenpædagogisk perspektiv ser vi, at pauser og fritid også er rammer for samvær, og analysen viser, at de unges deltagelsesbaner ind i sociale praksisfællesskaber med fordel kan gøres til genstand for systematiske pædagogiske refleksioner og handlinger.
OriginalsprogDansk
TidsskriftTidsskriftet Specialpædagogik
Sider (fra-til)30-45
Antal sider16
ISSN0107-0649
StatusUdgivet - 2020

Emneord

  • Børn og unge

Citationsformater