Først og fremmest er vi undervisere: En analyse af lektorers og adjunkters fremstilling af deres forsknings-og udviklingsopgave i professionshøjskoleregi

Med denne rapport har vi undersøgt, hvordan undervisere fra socialrådgiver-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen forstår og fremstiller deres FoU-opgave på en professionshøjskole. På basis af empiriske data genereret gennem kvalitative metoder fra tre uddannelsesområder har vi uddraget en række centrale tematikker og problemstillinger, herunder væsentlige diskursive positioneringer. Vi har fremanalyseret nogle vigtige analytiske kategorier og begreber, som har afgørende betydning for, hvordan undervisere med kort anciennitet fremstiller deres og institutionens FoU-opgave. De kvalitative studier kan ikke udgøre repræsentativitet for en bestemt institutionel kontekst, uddannelse eller organisation. I stedet fremtræder nogle signifikante fund og nogle tendenser i de empiriske nedslag, som de tre uddannelsesområder udgør.
Hvad der fremstår ganske markant i studierne er, hvad der også kommunikeres i rapportens titel: Først og fremmest er vi undervisere. Fælles for de tre uddannelsesområder er, at relativt nyslåede lektorer, hvis erfaring med FoU hovedsagelig stammer fra deres adjunktperiode, overvejende ser FoU-arbejde gennem en underviserlinse. Gennem denne bør FoU groft sagt stå i undervisningens tjeneste. Der udtrykkes derfor nogle modsætninger mellem, hvad FoU-miljøer retter sig mod, og hvad der er vigtigt for lektorerne. Visse dilemmaer fremkommer derved.
FoU-miljøerne opleves for det meste som selvstændige arenaer med egne rationaler, hvor inklusion i disse FoU-miljøer er et fremtrædende tema, men både vigtigheden af at blive inkluderet i et FoU -fællesskab, og muligheden for at blive det, varierer meget. Nogle udsagn kritiserer FoU-miljøerne for at være ”lukkede klubber.” Andre udsagn viser, at inddragelse i FoU-miljøer hen imod at blive legitim deltager er uproblematisk, hvilket værdsættes.
Når det gælder udvikling af egne kompetencer gennem FoU, og hvad der her er drivkraften, indtages forskellige positioner, der kan ses som et udtryk for nogle dilemmaer. På den ene side foretrækkes, at kompetenceudvikling drives af egen motivation og interesseområde. På den anden side anerkendes, at der er nogle formelle krav til både underviser- og FoU-kompetencer, som er rammesat i lektoranmodningen, og som er nødvendige ”for at kunne beholde sit job, dybest set.” Derfor må der i visse tilfælde anlægges en instrumentel tilgang. Derved udpeges flere modsatrettede positioner i det diskursive felt mellem indre og ydre krav over for hhv. forskning og undervisning.
Når det gælder vidensformer, er der udpræget præferencer for at udvikle kontekstnær, handlingsorienteret Modus 2-agtig viden. Men her er der også dilemmaer på spil. På den ene side kritiseres FoU-miljøerne for at forfølge en mere akademisk videnskabelig linje i FoU, hvor publiceringer i anerkendte tidsskrifter anses for væsentligt, og som derfor ikke matcher underviserperspektivet. På den anden side udtrykkes også accept af, at FoU-centre eller programmer må stræbe efter høj videnskabelighed, da der er tale om legitime interesser forbundet hermed. Endelig findes der dog udsagn, i hvilke man kan spore et forskerperspektiv hos underviserne, hvor dilemmaet derfor ikke optræder.
Af nexusformer udpeges en palet af forskellige relationer og dermed forskellige positioneringer i videnstrekanten. Hvad angår FoU-praksis-aksen i Figur 8 fremstår der især tre forskellige nexusformer, der vedrører, hvilke vidensformer der lægges vægt på, nemlig 1) viden der er handlingsanvisende, 2) viden der er opklarende for praksis og 3) viden der forholder sig kritisk til professionspraksis. Der er en tendens til, at førstnævnte fremhæves oftere end de to øvrige. Med hensyn til FoU-uddannelses-aksen fremkommer også her forskellige positioneringer, som vægter forskellige nexusformer. Værd at nævne her er en materiel nexusform, hvor resultater/output fra FoU-arbejde tillægges værdi i undervisning som undervisningsmateriale. Derudover fremkommer også den aktørdrevne nexusform, hvor man ser fordele i at udveksle FoU-viden blandt undervisere og inviterer kolleger til sit klasserum for at holde oplæg om deres FoU-arbejde.
Det antydes også, at FoU bør have en dannelsesfunktion, hvor man særligt i pædagoguddannelsen taler om, at FoU skal bidrage til at udvikle de studerendes dømmekraft. I sygeplejerskeuddannelsen handler dannelsesmålet bl.a. om at klæde de studerende på rent forskningsmetodisk, så de kan gennemføre deres studieprojekter vha. videnskabelige metoder og derudover i et vist omfang blive involveret i FoU-projekter.
Om forskelle og ligheder mellem de tre uddannelsesområder i øvrigt er vi forsigtige med at drage for skarpe konklusioner grundet datagrundlaget. Opsummerende kan vi referere til overskrifterne på beskrivelserne af de tre uddannelsesområder. For alle tre gælder som sagt, at underviserperspektivet er dominerende, og derfor ses FoU som et middel til egen udvikling og til undervisningsudvikling. Dette aspekt toner stærkest frem i pædagoguddannelsen, hvor undervisning og FoU gerne må smelte sammen ved, at man kommer i meget tæt kontakt med praksis og ”får snablen ned i substansen.” I socialrådgiveruddannelsen ses arenaerne lidt mere adskilte, og der er en tendens til, at FoU bør have en særlig mission ift. til praksis, bl.a. at ”ruske op i praksis”, men at FoU også er vigtig i forhold til egen kompetenceudvikling og dermed i undervisning. Sygeplejerskeuddannelsen markerer sig i forhold til de to andre uddannelser ved at lægge vægt på ikke kun undervisernes egne, men også de studerendes, udvikling af FoU-kompetencer.
Afslutningsvis er der grund til igen at minde om underviserinformanternes karrierestade. De har en relativ kort anciennitet, hvorfor man må forvente, at deres perspektiver og holdninger kan ændre sig over tid. Dette spørgsmål er ikke uvæsentligt og kunne danne grundlag for nye studier, hvor man enten følger lektorer over længere tid eller gennemfører bredere empiriske studier. Dette kunne vise, hvordan underviser- og forskerperspektivet muligvis forandrer sig. Dermed kunne hele diskussionen om, hvordan FoU-arbejde konceptualiseres af forskellige medarbejdergrupper nuanceres yderligere.