Fire perspektiver på mundtlighedsdidaktik i modersmålsfaget

Mundtlighed er en central del af al undervisning, hvor læreren viser tilrette gennem samtale, men
netop i modersmålsfaget er mundtlighed samtidig indhold. Eleven skal lære at ytre sig, tale og lytte
og indgå i mange forskellige mundtlige kommunikationssituationer. Samtidig tyder meget på, at
mundtlighed ikke fylder meget som indhold i modersmålsundervisningen (Haugsted, 1999; Penne &
Hertzberg, 2015).
I flere empiriske undersøgelser har vi udforsket forståelsen af mundtlighedsdidaktik i
modersmålsfaget. I regi af Universitetsskolen, der er et forpligtende samarbejde mellem tre
kommuner, tre skoler og UC SYD (læreruddannelse og forskning) har vi siden 2017 arbejdet med at
udvikle den fagdidaktiske forståelse af og undervisning i mundtlighed i danskfaget, hvilket er
mundet ud i forskningsbaserede bud på didaktiske greb til mundtlighedsundervisningen (Carlsen,
2020; Skov, 2020).
Vi har også gennemført analyser af de mest anvendte didaktiske læremidler til danskundervisningen
med henblik på at undersøge hvordan og i hvilken udstrækning mundtlighed gøres til indhold i et de
mest anvendte læremidler til modersmålsundervisningen samt et temabaseret, præmieret læremiddel
med særligt fokus på mundtlighed. Analysen mundede ud i en vurdering af læremidlernes potentielle
læringspotentiale (Skov & Carlsen, 2020).
Med afsæt i disse empiriske undersøgelser har vi med afsæt i Høegh (2018), Haugsted (1999),
MacLure (1994) og Carlsen (2021) teoretisk udforsket tre grundlæggende fagdidaktiske spørgsmål:
Hvad er mundtlighed (som fagligt genstandsfelt i danskundervisningen)? Hvorfor er det vigtigt at
undervise i mundtlighed i danskundervisningen, og hvordan kan man undervise i mundtlighed i
danskundervisningen? Dette munder ud i et teoretisk fagdidaktisk bud på, hvordan det
mundtlighedsdidaktiske landskab kan begribes gennem fire fagdidaktiske perspektiver på
mundtlighedsdidaktik i modersmålsfaget. Disse perspektiver præsenteres og diskuteres i dette oplæg.