Formidling af natur i det pædagogiske arbejde

Pædagogisk arbejde foregår ofte i ikke-institutionelle rammer. Indenfor de seneste 20 år er begreber som skov-, natur-, bus-, ude-, og landbørnehaver blevet almindelige begreber, ligesom ”naturfritter”, ”ude-sfo” og ”udeskole” også er almindelige organisationsformer for pædagogisk arbejde. Der findes i dag forskning, der underbygger, at naturen er et særligt rum for pædagogisk arbejde. At naturen er et rum hvor mange børn udfordres kropsligt, trives socialt og har mulighed for at fordybe sig i leg og legende aktiviteter. Artiklen diskuterer baggrunden for, at natur er og har været så markant en del af det pædagogiske arbejde med børn og unge, samt hvilke forskellige grundantagelser pædagogisk praksis i naturen funderes på. Ligeledes sættes der fokus på, om pædagogers praksis også har betydning for børns indsigt i, interesse og forståelse for det naturfaglige område.
Er pædagoger uddannet tilstrækkeligt dybt indenfor det naturfaglige område, til at gøre andet end at underbygge børns umiddelbare konkrete hverdagsopfattelser af natur og naturfænomener?