Fortællingens fald: Om kortlægning, målestoksforhold og rumlighed i De sataniske vers

De europæiske kortlægningskonstruktioner er blevet udfordret og spejlvendt i særlig grad af de tidligere imperiale kolonier, hvor stedet selv og den enkeltes kulturarv ikke nødvendigvis korresponderer, og hvor kulturel autenticitet som den eneste måde, hvorpå der kan tales om identitet, således bliver umulig. Men i stedet for at fokusere på underordningen i den europæiske kortlægning, kan kortlægningsfiguren også udgøre en analytisk tilgang, der tager højde ikke kun for tema, men også for form. Kortlægning forstås således ikke alene som imperiets historiske og autoritative fundament, men også således at konstruktioner af kortlægning har at gøre med måder at afbilde verden på. Denne alternative kortlægning lader sig delvis beskrive i forlængelse af Svetlana Alpers' undersøgelse af deskriptiv kunst i renæssancen og af denne kunsts brug af perspektivet som en måde at kortlægge en synsvinkel, der ligger inde i selve billedet. Det er en form for repræsentation, som ikke på forhånd er autoriseret af et udefrakommende perspektiv, og som dermed ikke er baseret på en lineær narrativ komposition, der fordrer en bestemt fortolkning. Artiklen viser dette gennem en analyse af 'fald' i Salman Rushdies roman De sataniske vers, hvor der i formen fortælles en historie ved at afbilde en verden gennem en spatial strukturering, der tillader en synsvinkel inden for den verden, der afbildes. Romanen fremstår ikke som en repræsentation af verden, men som en beskrivelse af en verden, der præsenterer sig for verdenen.