God inklusion i målingens tidsalder: om krydspresset mellem inklusionsbestræbelser og den neoliberale agenda

Inklusionsforskningen er i krise grundet såvel konceptuelle som metodiske genvordigheder, og som følge heraf fordres det, i den internationale inklusionsforskning, at denne bevæges mod en empirisk vending, der på den ene side skal styrke inklusionsforskningen selv, men ligeledes styrke mulighederne for at teste og måle inklusionsindsatser i skolen. Ønsket om i højere grad at kunne måle inklusion er et udtryk for et dilemmafyldt krydspres mellem dels agendaen om inklusion og dels en mere noeliberal agenda – et krydspres der synes at presse skolens fagprofessionelles opmærksomhed væk fra inklusionsbestræbelserne. I nærværende artikel diskuteres dette krydspres, og der argumenteres således for, at vi nødvendigvis må stille spørgsmålet, hvorvidt inklusion kan endsige skal indtræde i målingens tidsalder. På baggrund af denne diskussion præsenteres modellen CESA3, der tilbyder en analytisk ramme til empiriske undersøgelser af inklusion i komplekse pædagogiske og didaktiske sammenhænge, som en anerkendelse af, at vi nødvendigvis har brug for mere konkrete bud på rammesætninger til at stille pædagogiske spørgsmål til inklusion i skolen.