Grænser og systemdannelser: mellem system og orden

Systemteorien drejer sig basalt om grænser. Den kommunikerer om grænser mellem system og omverden, grænser mellem funktionssystemer, der eventuelt kan kobles sammen ved hjælp af nye grænsesættelser, grænser som distinktioner mellem koder, og endda grænser for hvad der kan kommunikeres om. Niklas Luhmann formulerer mange af disse grænser som tidslige grænser mellem før og efter, fortid og nutid. På den baggrund kan hans teori om sociale kommunikationssystemer synes abstrakt, endog verdensfjern. Men han anvender også sin teoridannelse netop i den tidslige historiske tilrettelæggelse af rumlige grænser som territoriale grænser. Den type grænselæggelser angiver ordnede systemer, der ikke blot optræder i den rumlige omverden, men også inde i iagttagelsen selv og i de øjne der ser. Grænser i omverdenen ordnes som grænser i systemer og i systemer, der angiver grænser mellem systemer. Grænser bruges til at skabe orden; men hermed stilles også spørgsmålet om den orden så opstår hos iagttageren, eller i det iagttagede, eller eventuelt i det metodologiske greb som anvendes til at forbinde iagttageren med det iagttagede. De spørgsmål bliver påtrængende, når vi i dag forsøger at iagttage den historiske fremvækst af grænsesættelser.