Hel igen efter amputation

Baggrund
Sundhedsprofessionelle bør udvikle større opmærksomhed på og forståelse for, hvilke måder mennesker oplever ’inkorporation’ af diverse proteser, som fx pacemaker, benprotese eller kørestol - og være bevidste om de dybe følger for identiteten, der kan være i forbindelse med fysisk forandring af kroppen (Toombs 1999).
Der har ikke tidligere lavet studier af forholdet mellem funktion, begrænsninger og identitet hos mennesker, der har fået en legemsdal amputeret (Horgan & Maclachlan 2004).
Antallet af benamputationer i Danmark er steget, og skyldes i Vesten hovedsagelig (85-90%) karsygdomme, hvoraf ca. 1/3 skyldes diabetes. To af Danmarks otte folkesygdomme er netop hjertekarsygdomme og type 2-diabetes (SIF 2005), som for en stor del skyldes livsstil. I Danmark har mellem 200.000 og 300.000 mennesker type 2-diabetes og forekomsten er kraftigt stigende og forekommer i stadig yngre aldersgrupper (Dansk Sygeplejeråd 2006) med amputation som mulig konsekvens.

Formål
Opnå indsigt i
• hvad der kan medvirke til, at mennesker kan føle sig hele igen efter en benamputation, føle sig reintegreret i samfundet og opnå et tilfreds-stillende hverdagsliv
• kropsforandringers indflydelse på identiteten
• rehabilitering i rituel belysning med fokus på kroppens rolle

Metode og materiale
To måneders feltarbejde i 2006 i Danmark blandt ni mennesker, som havde fået amputeret en del af et ben, og som havde fået protese; samt blandt seks sundhedsprofessionelle. Metoderne har været deltagerobservation (passiv, moderat og aktiv), fokusgruppediskussion og interviews (semistrukturerede og ustrukturerede). Mit analytiske perspektiv har været kroppen som subjekt og antropologisk teori om overgange i livet.

Resultat (konklusion)
Alle informanter følte sig hele som personer (inklusive kropsligt), at de var blevet sig selv igen – i en ny tilstand – og de fleste, at de igen var en del af samfundet. Afgørende faktorer herfor: opnåelse/bibeholdelse af fantomfornemmelser, inkorporation af protesen, se fotografier af benet, som det så ud inden amputationen, sige farvel til benet, glemme kroppen, specifik fysisk træning, prøve grænser af og opleve sejr, føle sig set, møde andre i samme situation, en bil, et uafhængigt hverdagsliv og arbejde.
I et rituelt perspektiv havde informanterne bevæget sig fra separation (fra tidligere liv, krop, arbejde) gennem liminalitet til integration (i sig selv, i ny krop, i samfundet).

Perspektivering
Resultaterne af studiet viser, at følgende er relevant: arbejde aktivt med inkorporering af protese; arbejde aktivt med at opnåelse/bibeholdelse af fantomfornemmelser; efter fokus på kropsbevidsthed/at mærke kroppen – at få fokus væk fra kroppen igen, så kroppen atter kan blive fraværende, så der frigives plads til at kunne rette opmærksomheden andre steder hen; meget tidligt at oplyse om muligheden for og helst opfordre til at få besøg af en person, der selv har oplevet amputation på egen krop; tilrettelægge tilbud til grupper, så der skabes mulighed for at møde andre i ’samme’ situation; tage kliniske fotografier af benet før amputationen - nemt og enkelt; motivere til at prøve grænser af og medvirke til at sætte succesoplevelser som delmål; vigtigt for den enkeltes oplevelse af at føle sig set er, at den sundhedsprofessionelle helt konkret ’sætter sig ned’.
Det rituelle perspektiv er anvendeligt i forbindelse med kriser, sygdom og handicap. Det er en måde at anskue sygdomsprocessen og det nye liv på, og det er anvendeligt fordi det er enkelt, konkret, giver mening, og fordi folk kan se sig selv i det.